Mike Jensen håber på landsholdet

23. marts 2013 13:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mike Jensen håber på landsholdet
Billede mangler

Der står én landskamp på Mike Jensens CV.

Men allerede nu kan Rosenborg-spilleren se så stort potentiale i sin norske karriere, at han håber at kunne føje langt flere kampe på landstræner Morten Olsens holdkort til statistikken.

– Jeg er rykket længere tilbage på banen, men som vi spiller, er det næsten ulovligt at slå en bold tilbage. Den skal bare fremad, og der er ingen dikkedarer. Nogle gange skal man tvinge sig selv til at spille den frem i stedet for at vælge det sikre, men jeg er helt sikker på, at det kommer til at udvikle mig kolossalt meget, siger Mike Jensen der sidste søndag fik en drømmedebut for Rosenborg mod Odd Grenland, hvor han ligesom klubbens to andre danskere, Nicki Bille Nielsen og Tobias Mikkelsen, startede inde og sågar blev matchvinder.

Han er derfor overbevist om, at Morten Olsen og assistenttræner Peter Bonde holder et vågent øje med ham i den norske storklub.

– Jeg er ikke i tvivl om, at de holder øje og følger med. Så jeg kan håbe på, at jeg spiller godt nok til at komme med. Så snart jeg er god nok, bliver jeg også udtaget, siger Mike Jensen.

Den tidligere Brøndby-spillers langskudsmål i søndagens sæsonpremiere var så godt, at Rosenborgs sportschef, Erik Hoftun, og træner Per Joar Hansen ikke tøvede med at kalde det årets mål efter bare én spillerunde. Også de norske medier flyder over med ros til den danske midtbanekriger.

Mike Jensen tager ordene roligt.

– Selvfølgelig var det også god timing, i og med at det var min debutkamp. Men nu kan man jo være bange for, at de forventer sådan et mål i hver anden kamp, siger Mike Jensen med et grin.

Selv om Mike Jensen blev matchvinder, tilføjer han dog, at Rosenborgs målmand, Alexander Lund Hansen, fortjener lige så meget ros som ham selv. Han reddede nemlig et straffespark ved stillingen 0-0.

Mike Jensen begrunder sin succes med, at han føler sig godt tilpas i træner Per Joar Hansens system og i den norske Tippeliga, som han hurtigt har vænnet sig til.

– Man er nok ikke så tålmodig i Norge i forhold til i Superligaen. Det er ud over stepperne, og det går meget hurtigt. Det er rigtig godt for mig at udvikle mit spil på den måde, for jeg bliver en endnu bedre temposætter, der også fra en defensiv position kan styre det offensive spil, siger Mike Jensen.

Rosenborgs træner var også imponeret af sit danske nyindkøb efter debuten mod Odd Grenland.

– Vi har fået en dansk viking. Han kæmper knaldhårdt, er en god pasningsspiller, og så scorer han også et fantastisk mål i dag. En flot debut af ham, sagde Per Joar Hansen til Verdens Gang.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu