Militærfolk antændte klitbrand

17. april 2013 18:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Militærfolk antændte klitbrand

Militærpolitiet er årsag til onsdagens voldsomme brand i Tranum Klitplantage. Det bekræfter major Michael Laustsen, Aalborg Kaserne, over for TV 2 Nord.

 

Der skulle angiveligt være tale om en røggranat, som antændte naturområdet. Røggranater bruges til at sløre soldater for fjenden.

Skovfoged Mogens Sonne Hansen bekræfter over for TV 2 Nord, at militærpolitiet havde anmeldt og fået tilladelse til at afholde en øvelse i området onsdag, men tilladelsen gjaldt ikke anvendelse af røgkanoner eller brug af åben ild.

»Det virker umådelig dumt, hvis der er anvendt røggranater, når der ikke er givet tilladelse til det,« siger Mogens Sonne til TV 2 Nord.

Branden, der har hærget cirka 35 hektar lyng i plantagen mellem Brovst og Jammerbugten i Nordjylland, er nu under kontrol. Efterslukningsarbejdet forventes at vare det meste af aftenen, oplyser beredskabsinspektør Niels Nygaard fra Beredskab Jammerbugt til nordjyske.dk.

Hverken skovområder, huse eller det nærliggende Rødhus Klit Feriecenter har på noget tidspunkt været truet af flammerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu