Miljøforkæmper kræver skod-problem løst

6. februar 2013 16:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Miljøforkæmper kræver skod-problem løst
Billede mangler

Netværksorganisationen Hold Danmark Rent har kortlagt henkastet affald i 16 kommuner landet over. Resultatet viser nu, at de danske rygere står bag næsten halvdelen af alt affald, som er smidt i naturen og bymiljøet i efteråret 2012, hvor kortlægningen blev foretaget. Hele 43 procent af affaldet bestod af skoddede smøger.

 

Hold Danmark Rent anslår, at der bliver smidt cirka ni millioner cigaretskod på gaden eller i naturen i Danmark hver dag. Det er over tre milliarder skod om året. Det høje antal smøger, som bliver skoddet forkert, ærgrer direktøren i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen.

– Når først der ligger småstykker af affald, som for eksempel cigaretskod, genererer det automatisk mere skrald, fordi folk får en mere sløset holdning til, hvor de smider det henne, siger hun.

Når folk forurener bybilledet med skrald på den måde, kalder organisationen det for et ikke-sted. Det er en arena af affald, som ingen holder af.

– Det giver sig selv. Jo mere folk kan lide sin by og sit sted, jo bedre er de til at rydde op efter sig, siger Anne Holm Hansen, som understreger, at organisationen har foretaget en undersøgelse, der viste, at folk der boede et sted med meget henkastet affald i høj grad ønskede at flytte væk fra området.

Resultatet fra efterårets kortlægning stemmer overens med tidligere resultater, hvor de efterladte cigaretskod hver gang har placeret sig som den største affaldsgruppe.

Hold Danmark Rent har flere løsninger, som kan afhjælpe problemet. Man kan for eksempel få et lommeaskebæger af gummi, som folk kan have med sig, når de er ude at gå steder, hvor der er langt til en skraldespand.

– Det er noget, vi ønsker skal være fast inventar, så det bliver en vane for folk, at de godt kan skodde smøgerne lige meget, hvor de er. Nu skal de bare gøre det i lommen i stedet for under skoen, siger Anne Holm Hansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu