“Milliardærklubbens” yngste sigtet for skattesvig

28. januar 2013 08:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Foto: Nationalbanken.
Penge

Foto: Nationalbanken.

Mark Szigethy, der fungerede som investeringsarkitekt for vennerne i den såkaldte milliardærklub, er blevet sigtet for skattefusk af Bagmandspolitiet.

 

Den såkaldte milliardærklubs børsmægler Mark Szigethy er blevet sigtet for skattesvig for et tocifret millionbeløb af Bagmandspolitiet. Det skriver Børsen.

Som medlem af rigmandsklubben fungerede Mark Szigethy i mange år som investeringsarkitekt for en række tidligere og nuværende rigmænd, der tæller Ole Abildgaard, Aldo Petersen, Erik Damgaard og Peter Forchhammer – foruden Szigethy selv.

Nu har Skat og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, til daglig kaldet Bagmandspolitiet, ransaget børsmæglerens hjem og sigtet ham for skattesvig. Ifølge Mark Szigethy selv drejer det sig om, at Skat og politiet mistænker ham for ikke at have betalt skat af en indtægt på 20 mio. kroner i årene 2009-2011.

“Men jeg har slet ikke haft en indtægt på 20 mio. kroner i de år, så der bliver ingen sag, og bliver der en sag, vinder jeg,” siger Mark Szigethy til Børsen.

Bagmandspolitiet bekræfter over for Børsen, at oplysningerne stemmer, men vil ikke kommentere yderligere på sagen. Ifølge juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet, kan Mark Szigethy risikere flere års fængsel, hvis sigtelsen ender med dom.

“Når der er tale om et beløb i den størrelsesorden, vil det blive en sag om groft skattesvig, hvor en straf vil kunne udmåles i flere års fængsel. Hvis han altså bliver tiltalt og ender med at blive dømt,” siger juraprofessoren til Børsen.

Milliardærklubbens investeringsarkitekt forklarer til Børsen, at Skat mener, han må have haft en indtægt på 20 mio. kroner i perioden 2009-2011 for at han kunne opretholde sin levestandard.

De mistænker ham blandt andet også for at have oplyst en for lille indtægt på salget af den Range Rover, som han i 2005 købte for 2,2 mio. kroner, og som i 2009 blev solgt for 700.000 kroner, men “bilen blev solgt af min kurator, så det er også helt til grin,” lyder det fra Mark Szigethy.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu