Millioner af grækere strejker

20. februar 2013 10:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Millioner af grækere strejker
Billede mangler

GRÆKENLAND: Det kommende døgn strejker cirka 2,5 millioner græske arbejdere i protest mod regeringens nedskæringer. Strejken er indledt onsdag morgen, oplyser nyhedsbureauet Reuters.

 

»Vi er i knæ – landet er blevet ødelagt. Jeg er oprørt over både vores egne og de europæiske politikere. De bør alle sættes i fængsel,« siger Nikos Papageorgiou, der arbejder som embedsmand, til Reuters.

Onsdagens strejke kommer til at forstyrre transporten, lukke folkeskoler og offentlige kontorer og efterlade hospitaler med udelukkende akutpersonale.

Grækenlands to største fagforeninger, der repræsenterer cirka 2,5 millioner arbejdere i det konkurstruede land, har flere gange strejket mod regeringens reformer.

»Strejken er vores modsvar til de blinde politikere, der har presset livet ud af arbejdstagerne, forarmet samfundet og kastet økonomien ud i recession og krise,« lyder det fra den private sektors fagforening GSEE, der organiserer arbejdsnedlæggelsen i samarbejde med sin søsterfagforening ADEDY, der repræsenterer den offentlige sektor.

Premierminister Antonis Samaras otte måneder gamle koalitionsregering har gennemført reformer, akkurat som den har lovet EU og Den Internationale Valutafond, der har reddet landet fra konkurs to gange med over 200 milliarder euro.

BNB/Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu