Mindretal blæser til kamp for ligestilling

21. april 2012 12:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Mindretal blæser til kamp for ligestilling
Billede mangler

To uger før vælgerne i Slesvig-Holsten skal til stemmeurnerne, vil politikerne lørdag blive mindet om, at der nord for Ejderen findes et dansk mindretal, som ikke vil acceptere at blive forskelsbehandlet.
De seneste uger har hundreder af sydslesvigere klippet og klistret plakater, bannere og klistermærker med budskabet om, at “vi er 100 procent værd”.
Et budskab, som op imod 15.000 demonstranter lørdag middag ventes at sætte en tyk streg under ved et optog gennem Flensborg i protest mod de nedskæringer, der har ramt mindretallets skolevæsen.
– Vi vil være synlige og vise, at vi ikke finder os i den behandling, vi får fra regeringen.
– Vi betaler alle 100 procent i skat, og selvfølgelig skal vores børn også have 100 procents tilskud til deres skolegang, siger Marike Hoop, hvis datter går i 10. klasse på Duborg-Skolen i Flensborg.
Den borgerligt-liberale delstatsregering har både i 2011 og 2012 barberet 4,7 millioner euro af tilskuddet til de danske skoler, som nu modsat de tyske skoler i delstaten kun modtager 85 procent i støtte.
Eberhard von Oettingen, der er skoleinspektør på Jørgensby-Skolen i Flensborg og blandt andet har skrevet en sang til demonstrationen, forklarer drivkraften bag protesten således:
– Jeg er en ligeværdig borger i Slesvig-Holsten. Det er ikke et alternativ at sende mine børn i en tysk skole. Det er den danske skole, der er folkeskolen for os danske her i Slesvig-Holsten, og derfor skal Slesvig-Holsten være sig sit ansvar bevidst.
Nedskæringerne har været drøftet på højeste politiske niveau mellem Danmark og Tyskland. Forbundsdagen i Berlin har både i år og i fjor ydet tilskud til Dansk Skoleforening for Sydslesvig for delvist at kompensere for delstatens sparekniv.
Men det var ekstraordinære håndsrækninger, og derfor går Sydslesvigsk Samråd, mindretalsorganisationernes fælles organ, for første gang ud med en direkte anbefaling om at få valgt en ny regering ved delstatsvalget 6. maj.
– Vi har nået smertegrænsen. Hvis det ikke lykkes at få en ny regering i Kiel, vil det blive rigtig hårdt for os, siger Anders Molt Ipsen, skoledirektør ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig, og fortsætter:
– Vi kan ikke regne med, at Berlin bliver ved med at holde hånden under os. Så det er knald eller fald for os.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu