Mindst 12 dræbt af eksplosion ved tyrkisk grænse

11. februar 2013 20:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mindst 12 dræbt af eksplosion ved tyrkisk grænse
Billede mangler

TYRKIET: Mindst 12 blev dræbt, da en syrisk minibus mandag eksploderede ved en grænseovergang mellem Syrien og Tyrkiet.

 

Reuters oplyser, at tre tyrkiske statsborger er blandt de dræbte, og at årsagen til eksplosionen endnu er ukendt.

Vidner så minibussen køre op til grænseposten Cilvergozu gennem ingenmandsland, hvor den eksploderede. Grænseposten er meget benyttet af syriske flygtninge, og samtidig har mange hjælpeorganisationer slået sig ned der.

De tyrkiske myndigheder vil endnu ikke udtale sig om, hvorvidt der var sprængstof i bussen, eller om der var andre årsager til eksplosionen. Grænseposten på den syriske side er kontrolleret af oprørere, og en talsmand for den syriske opposition beskylder præsident Assads styre for at stå bag eksplosionen.

Sidste gang, tyrkere blev dræbt ved grænsen, var i oktober, hvor syriske mortergranater slog ned i et hus i grænsebyen Akcale. Da maskingeværkugler og yderligere mortergranater senere ramte tyrkisk territorium, svarede den tyrkiske hær igen med artilleribeskydning mod syriske stillinger. Begivenhederne fik derefter NATO til at opstille missiler langs grænsen for at beskytte

Tyrkiet mod eventuelle fly eller raketangreb fra Syrien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu