Mindst 20 dræbt ved terrorangreb i Indien

21. februar 2013 19:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mindst 20 dræbt ved terrorangreb i Indien
Billede mangler

INDIEN: Dødstallet stiger efter det tredobbelte bombeangreb, der onsdag ramte den sydindiske millionby Hyderabad. Lokale politikilder oplyser ifølge Yahoo News til nyhedsbureauet AFP, at mindst 20 personer har mistet livet, mens mere end 50 personer er blevet såret.

 

Sprængningerne fandt sted med 10 minutters mellemrum i et travlt handelsdistrikt, Dilsukhnagar, og ifølge de politiet er der ingen tvivl om, at der er tale om terror.

»Det er helt sikkert et terrorangreb,« siger vicepolitichef Shiv Kumar til AFP og tilføjer, at ingen har taget ansvar for sprængningerne.

Indiens premierminister, Manmohan Singh, fordømmer angrebet via Twitter.

»Dette er et nedrigt angreb. De skyldige vil blive straffet,« skriver premierministeren, der fortæller, at han har bedt de relevante myndigheder om at assistere styret i delstaten Andhra Pradesh i redningsarbejdet.

»Jeg appellerer til offentligheden om at bevare roen og opretholde freden,« skriver premierministeren.

Til den indiske nyhedsside NDTV oplyser indenrigsminister Sushil Kumar Shinde, at to af bomberne var placeret på cykler parkeret i nærheden af to populære biografer.

Ifølge indenrigsministeren har de indiske efterretningstjenester modtaget advarsler om et muligt terrorangreb, men man var ikke klar over, at Hyderabad var målet. Han oplyser, at angrebet tilsyneladende er foretaget af en »veltrænet« gruppe, som har timet eksplosionerne, så de skabte maksimal ødelæggelse.

Hyderabad blev også ramt af et terrorangreb i 2007, hvor to eksplosioner dræbte 42 personer. Indiske myndigheder mistænker den islamistiske gruppe Harkat-ul-Jihad al-Islami for at stå bag det daværende angreb, men foreløbig er ingen blevet dømt. Foreløbig har man ikke udpeget mistænkte i forbindelse med det seneste angreb.

Efter torsdagens angreb er storbyerne Delhi og Mumbai blevet sat i højeste alarmberedskab.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu