Minister afviser støtte til iranske henrettelser

24. marts 2013 14:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Minister afviser støtte til iranske henrettelser
Billede mangler

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) afviser påstanden om, at Danmark indirekte støtter det iranske styres henrettelser af narkoforbrydere gennem et narkobekæmpelsesprogram, som delvist finansieres af Danida.

 

Amnesty frygter ifølge Politiken, at pengene til det FN-baserede program kan ende med at støtte dødsstraf, men sådan forholder det sig ikke, fastslår ministeren.

»Vi støtter ikke indirekte henrettelser, vi støtter kampen for at de anholdtes rettigheder bliver respekteret og at de bliver behandlet efter menneskerettighederne,« siger Christian Friis Bach til Berlingske Nyhedsbureau.

Politiken beskriver søndag, hvordan Danmark i de sidste to år har ydet fem millioner kroner om året til narkobekæmpelsesprogrammet UNODC. I samme periode er antallet af henrettelser i Iran steget eksplosivt, og op mod 80 procent af de henrettede vurderes at have begået en form for narkotikakriminalitet.

Det får Amnesty til at frygte, at de danske Danida-midler medvirker til at legitimere de iranske henrettelser.

»Ønsket om at begrænse narkohandel er selvfølgelig legitimt, men som situationen er i Iran, kan pengene ende med at støtte anholdelser og i sidste ende henrettelser. Hvis man fortsætter med at støtte programmet, legitimerer man også Irans brug af dødsstraf for narkorelaterede forbrydelser«, siger Trine Christensen, som er vicegeneralsekretær i Amnesty, til Politiken.

Udviklingsministeren erkender, at han sidste år havde samme bekymring, men Danmark har slået fast over for Iran, at man ikke vil tolerere at bidrage til blåstemplingen af dødsstraf, forklarer han.

»Jeg var selv bekymret over programmet og indsatsen, og derfor mødtes jeg i februar sidste år med Irans indenrigsminister og lederen af FN-organisationen bag programmet for klart at påpege, at det skal ske med udgangspunkt i fundamentale menneskerettigheder. Det skal vi konstant og vedholdende påpege og arbejde for, men der er skabt positive resultater med programmet,« siger han.

Enhedslisten vil diskutere sagen med Christian Friis Bach, og partiet foreslår, at programmet sættes på hold i mellemtiden. Men man bør veje programmets positive resultater op mod risikoen for, at den danske støtte bruges forkert, mener ministeren.

»Jeg vil meget gerne i dialog med Enhedslisten og alle andre partier i Folketinget om fordele og ulemper ved det her program. På baggrund af den dialog vil jeg selvfølgelig lytte til Folketingets partier, vi løber en risiko, men min vurdering har været, at fordelene af programmet har været større end risikoen,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu