Minister beskyldes for at bruge folkeskole-forskning til egen fordel

6. februar 2013 00:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Minister beskyldes for at bruge folkeskole-forskning til egen fordel
Billede mangler

Beskyldningerne kommer, efter ministeren flere gange har omtalt undersøgelserne af, hvorvidt flere timer i folkeskolen gør eleverne dygtigere, ukorrekt. Det skriver Folkeskolen, fagbladet for undervisere, ifølge DR Nyheder.

 

– Vores forskning bliver til historier, som ikke er fakta, siger Lousie Rønberg, Ph.d. stipendiat ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet (DPU), til DR Nyheder.

Kort efter, at regeringen i december fremlagde udspillet til en ny folkeskolereform med fokus på, at eleverne fremover skal tilbringe flere timer i skolen, blev ny forskning om undervisning i folkeskolen lavet af netop Louise Rønberg og professor Peter Allerup og seniorforsker Jan Mejding, også fra DPU, publiceret. Her viste undersøgelserne blandt andet, at »antallet af undervisningstimer ikke er afgørende for elevernes præstationer – hverken når det gælder læsning eller matematik og natur/teknik«.

Samme dag udsendte Børne- og Undervisningsministeriet en pressemeddelelse, hvori der stod, at »to nye rapporter om danske elevers læsefærdigheder er blevet fejlfortolket i pressen. Timss-rapporten konkluderer, at alt andet lige vil yderligere undervisningstid lede til bedre resultater for eleverne«.

Det vækkede undren hos forskerne, der nogle dage senere fik en undskyldning for ordlyden i pressemeddelelsen af ministeriet.

Men på et samråd i januar var den gal igen. Her argumenterede Christine Antorini endnu en gang for, at forskning viser, at »flere timer alt andet lige giver bedre resultater«.

– Det, der skuffer mig mest, er, at Christine Antorini bare kører videre i den samme skure. Første gang var det måske uskyldigt, fordi man ikke havde sat sig ind i tingene. Men anden gang var det ikke uskyldigt, siger Jan Mejding til DR Nyheder.

Christine Antorini afviser dog kritikken.

– Det er fuldstændig rigtigt, at flere timer i sig selv er ikke svaret. Det handler om, at man skal have flere timer – men flere timer af en høj kvalitet. Det, vi har slået fast, og som jeg også gang på gang har slået fast i samrådet, er, at det lige præcis er kombinationen af flere og bedre timer, det gør det, siger Christine Antorini til DR Nyheder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu