Minister efter ny kødskandale: Jeg kan ikke rystes længere

13. april 2013 13:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Minister efter ny kødskandale: Jeg kan ikke rystes længere
Billede mangler

Det kommer ikke bag på fødevareminister Mette Gjerskov (S), at der endnu engang er dukket en sag op om en virksomhed, der har solgt oksekød, som indeholder hestekød. Det siger ministeren lørdag til TV 2 News.

 

»Efterhånden er der ikke meget, der kan ryste mig i den her hestekødsskandale i forhold til, hvad der åbenbart bliver svindlet og bedraget med rundt omkring i Europa. Men det her er en stor sag, som vi forholder os til meget hurtigt,« siger ministeren til TV 2 News.

Fødevarestyrelsen oplyste fredag, at 14 danske virksomheder har fået kød fra det hollandske selskab W. Selten, der er under mistanke for gennem mere end to år at have distribueret op mod 50.000 ton oksekød, der blandt andet indeholder udeklareret hestekød.

Fødevarestyrelsen har bedt de 14 firmaer om at kalde det kød, de har købt af den hollandske opskæringsvirksomhed og solgt videre på det danske marked, tilbage.

Ifølge Mette Gjerskov foregår der over hele Europa en omfattende undersøgelse, så landene kan forsøge at danne sig et overblik over, hvor udbredt salg af hestekød er.

»Undersøgelsen skal klargøre, hvorvidt der er foregået systematisk svindel et sted, eller er der tale om, at der simpelthen er et hul i vores kontrolsystem. Uanset, om det er det ene eller det andet, så skal vi have rettet op på det,« siger Mette Gjerskov.

Det er endnu uvist, hvor stor en del af de 50.000 ton kød fra den hollandske opskæringsvirksomhed, der er havnet på markedet herhjemme.

Den såkaldte kødskandale begyndte for alvor at rulle i februar, da der blev fundet spor af hestekød skjult i andre kødtyper i flere europæiske lande, heriblandt Danmark.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu