Minister: Esbjerg svigtede massivt i børnesag

22. maj 2012 11:37 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister: Esbjerg svigtede massivt i børnesag
Billede mangler

Esbjerg Kommune har svigtet så massivt i en sag om børnemisbrug, at socialministeren nu pudser Ankestyrelsen på kommunen.
Ankestyrelsen skal granske kommunens sagsbehandling på børneområdet.
Sagen handler om, at Esbjerg kommune trods en række advarsler ikke fik stoppet en række seksuelle overgreb på flere børn, som en mand fra Esbjerg begik.
– Den konkrete sag fra Esbjerg viser alvorlige svigt, som er helt uacceptable. Derfor sender jeg Ankestyrelsen til Esbjerg Kommune, så vi kan få rede på, om det, vi så i den tragiske enkeltsag, er udtryk for et generelt problem med den måde, Esbjerg håndterer børneområdet på, siger socialminister Karen Hækkerup (S).
I alt vil Ankestyrelsen gennemgå 100 såkaldt komplekse sager i Esbjerg Kommune.
Samtidig skal en task force yde kommunen juridisk hjælp. Og nu skal der styr på tingene, lyder det kontant fra ministeren.
– Jeg forventer at se en markant forbedring på børneområdet. Børn skal have hurtig og konsekvent hjælp, når der opstår mistanke om, at de bliver udsat for overgreb eller mistrives. Det skal kommunerne sørge for, men i sagen fra Esbjerg lod man stå til. Det skal Esbjerg Kommune sikre ikke sker igen. Derfor sætter jeg undersøgelsen i gang nu, siger hun.
I den konkrete sag misbrugte en mand i fyrrene sin egen datter samt andre børn. Misbruget stod på i årevis.
Arbejdet begynder i denne uge.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu