Minister: Flere unge tager en uddannelse

9. december 2011 09:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister: Flere unge tager en uddannelse
Billede mangler

Flere unge forventes at gennemføre en uddannelse, viser nye tal fra Profilmodellen.
 
Flere danske unge forventes at gennemføre en uddannelse. Det viser nye tal fra profilmodellen, som følger op på regeringens målsætninger på uddannelsesområdet.
90 procent af de unge, der forlod 9. klasse i 2010, forventes at opnå mindst en ungdomsuddannelse. 54 procent forventes at gennemføre en videregående uddannelse. Det er en stigning på henholdsvis 2,3 procentpoint og 4,2 procentpoint i forhold til 2009.
24 procent forventes at opnå en lang videregående uddannelse.
Det er regeringens mål, at 95 procent af alle unge gennemfører mindst en ungdomsuddannelse i 2015. Med de nye tal er der fem procentpoint til målet.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) glæder sig over resultatet.
“Det er rigtig opmuntrende, at stadig flere unge ser ud til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det bærer frugt, når vi virkelig arbejder sammen på tværs af Folketinget for at løfte kvaliteten i uddannelserne. Nu skal vi arbejde lige så målrettet i de kommende år på, at de unge møder rigtig gode uddannelser, så endnu flere gennemfører. Vi har en særlig opgave i at gøre erhvervsuddannelserne endnu mere attraktive, så flere unge vælger at gå denne vej. Vi har brug for veluddannede unge inden for alle uddannelsesretninger,” siger Christine Antorini.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) fremhæver, at der stadig er et stykke vej til regeringens målsætning om, at 60 procent af alle unge gennemfører en videregående uddannelse, og 25 procent gennemfører en lang videregående uddannelse i 2020.
”Det er positive tal og blandt andet et resultat af, at et bredt flertal i Folketinget i 2006 tog et fælles ansvar med det store velfærdsforlig og globaliseringsaftalen. Men regeringen vil hæve ambitionsniveauet fra 50 procent til et ambitiøst mål om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse i 2020, og dertil er der endnu et stykke vej,” siger Morten Østergaard.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu