Minister går ind i børne-sag om fysisk magt

25. april 2012 16:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister går ind i børne-sag om fysisk magt
Billede mangler

Det er uacceptabelt, at en lang række kommuner svigter deres ansvar over for børn, som udsættes for fysisk magt.
Sådan lyder det fra social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) i en sag, som viser, at kommunerne ikke holder tilstrækkeligt øje med, hvor ofte anbragte børn udsættes for magtanvendelse på landets døgninstitutioner.
Det kan for eksempel være, at et voldsomt barn bliver holdt fast eller lagt på gulvet.
– Det er ikke godt nok, og kommunerne skal gøre det bedre. Magtanvendelser skal registreres, og der er ingen god undskyldning for ikke at gøre det. Jeg vil tage det op med KL (Kommunernes Landsforening, red.) i regi af partnerskabet. Desuden er jeg på vej med en reform af tilsynet i kommunerne, for det her skal der rettes op på skriver Karen Hækkerup til Newspaq i en mail.
Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt hos 79 af landets 98 kommuner, og det bliver dokumenteret, at 35 kommuner i løbet af de seneste fem år har undladt at registrere pædagogers brug af magt over for anbragte børn. I nogle kommuner mangler der endda registreringer for både tre, fire og fem år.
Brugen af fysisk magt over for anbragte børn er halveret fra ca. 5.000 tilfælde i 2008 til 2.640 tilfælde i 2011, men for at sikre et fortsat fald skal kommunerne sørge for bedre registreringer, mener direktør i Landsforeningen af Opholdssteder, Botilbud og Skolebehandlingstilbud (LOS), Geert Jørgensen.
– I øjeblikket står 98 små enheder af meget svingende kvalitet for tilsynet, men hvis man samlede indsatsen i fem regionale centre, ville fagligheden blive større og tilsynsgrupperne bedre, siger Geert Jørgensen til Kristeligt Dagblad.
Samme ønske kom socialpædagogernes formand Benny Andersen med over for Newspaq i går.
Kilde: Kristeligt Dagblad

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu