Minister garanterer frit valg af plejehjem

9. februar 2012 16:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister garanterer frit valg af plejehjem
Billede mangler

Ældre skal have mulighed for fuldstændig selv at bestemme, hvor de bor – også når det gælder valg af plejehjem.
Men i Ældrekommissionens anbefalinger til bedre livskvalitet for landets ældre, er dette ikke nævnt med ét ord, og det vækker frygt hos Venstre.
“Jeg er dybt bekymret, fordi Ældrekommissionens rapport ikke har lavet en indkredsning af det fri valg, sådan så den ældre borger den sidste vej også vælger sin egen bolig,” siger partiets ældreordfører Anne-Mette Winther Christiansen (V) til Newspaq.
Derfor tolker Venstre det som et tegn på, at regeringen nu vil pille ved det område.
“Når det ikke står tydeligt i anbefalingerne, at det er nødvendigt at have et frit valg, er jeg inde og kigge på, hvad har regeringen allerede gjort nu. De har rullet det frie valg tilbage på sundhedsområdet, de er klar til at gøre det på daginstitutionsområdet, så for mig står det lysende klart; næste stop ældreområdet,” forklarer hun.
Men den kritik bliver blankt afvist af socialminister Karen Hækkerup (S).
“Jeg er blevet spurgt om dette af Venstre flere gange i Folketingssalen, men selvom jeg afviser, lytter man ikke efter. Så lad mig slå en tyk pæl gennem nu, vi har absolut ingen planer om at ændre noget som helst i forhold til det frie valg,” siger ministeren.
Hun understreger, at Ældrekommissionen lever op til de krav, som den tidligere regering selv stillede, og mener, at hvis man ville have mere fokus på frit valg, burde Venstre have skrevet det ind i kommissoriet.
“Jeg tror, man leder efter et hår i suppen, og det er et hår, som jeg bestemt ikke kan se, er der,” understreger Karen Hækkerup.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu