Minister i samråd om forsvundne handicappede

6. april 2013 11:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Minister i samråd om forsvundne handicappede

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) skal nu forholde sig til Berlingskes afsløring om, at kun en snæver inderkreds i Københavns Kommune kendte til eksistensen af 39 svært handicappede borgere, som boede på ikke-godkendte bosteder.

 

Både Dansk Folkeparti og Venstre har kaldt ministeren i samråd for at få en forklaring på, hvorfor de handicappede borgere gennem tre år var forsvundet fra det officielle system og boede på institutioner, som kommunen ikke førte tilsyn med.

»Det er desværre endnu et eksempel på at Københavns Kommune, landet største, ikke kan håndtere opgaven med at sikre mennesker med handicap et godt liv og trygt liv,« siger Venstres handicapordfører, Hans Andersen (V).

Karen Hækkerup, der kalder kommunens håndtering af de 39 borgere for trist og klart ulovligt, har ifølge Berlingske bedt om en redegørelse, men det er ikke godt nok, mener V-ordføreren, der efterlyser »gennemgribende ændringer« af tilsynet på handicapområdet.

»Social- og integrationsministeren må i et kommende samråd redegøre for, hvordan hun vil sikre sig, at mennesker med handicap og deres familier i Københavns Kommune ikke oplever forhold som på Tokanten i 2007 og på Møllen i 2012. Det kan ikke vente på den nye tilsynsreform, som træder i kraft i slutningen af året,« siger Hans Andersen.

Fra Dansk Folkeparti beder handicapordfører Karina Adsbøl (DF) ministeren om også at forholde sig til Berlingskes afsløringer om bostedet Møllen, hvor borgere fra Københavns Kommune angiveligt blev spærret inde og videoovervåget.

Karina Adsbøl har ligeledes stillet et såkaldt paragraf 20-spørgsmål om sagen, som Karen Hækkerup skal besvare i Folketingets spørgetime onsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu