Minister klar til at forhandle oliepenge

28. februar 2012 16:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister klar til at forhandle oliepenge
Billede mangler

Flere oliepenge fra Nordsøen kan havne i en rungende tom statskasse.
Klima- og Energiminister Martin Lidegaard (R) ser flere muligheder for at ændre statens indtægter fra Nordsøen.
“Hvis der skal laves om på Nordsøbeskatningen, så skal det enten ske inden for den aftale, vi har nu, eller også ved en ny forhandlet løsning,” siger Martin Lidegaard til Newspaq.
Men regeringen vil ikke gøre noget, før serviceeftersynet er færdigt til sommer. Det kan nemlig skabe usikkerhed for Mærsk og andre olieselskaber og så i sidste ende give færre penge i statskassen.
“Derfor er det rigtigt, at man tager sig tiden til at tjekke alle scenarier igennem i et serviceeftersyn og derefter træffer en beslutning,” fortæller Martin Lidegaard.
Herefter kan regeringen beslutte, om den vil benytte sig af den nuværende aftale, om den ingenting vil gøre, eller om den vil forsøge at forhandle sig til en ny aftale.
En ny forhandling kræver dog, at olieselskaberne er villige til at genoverveje aftalen. Mærsk udtalte sig om sagen tilbage i november, da serviceeftersynet blev sat i gang.
“Vi bidrager gerne med relevante oplysninger til et serviceeftersyn, idet vi noterer os, at regeringen vil respektere indgåede aftaler,” hed det i en skriftlig kommentar til Newspaq.
Det er de økonomiske vismænd, der i dag har sat fokus på indtægterne fra olien i Nordsøen igen med en ny rapport. Rapporten peger på, at staten går glip af milliarder af kroner, fordi beskatningen på olien er for lav.
“Olien og gassen i Nordsøen er samfundets ejendom, og meget tyder på, at staten ikke får en passende andel af indtægterne,” siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
VK-regeringen fik i 2003 Nordsøaftalen vedtaget sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Aftalen skal dog revideres, hvis afgørende forudsætninger ændrer sig for eksempel højere oliepriser. Oliepriserne er fra 2003 til i dag mere end firedoblet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu