Minister kræver gymnasielærere bag katederet

16. april 2012 08:21 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister kræver gymnasielærere bag katederet
Billede mangler

Landets gymnasielærere bruger kun en femtedel af deres arbejdstid på selve undervisningen, og det er alt for lidt.
Det mener undervisningsminister Christine Antorini (S) på baggrund af en ny undersøgelse, som er lavet blandt knap 497 lærere på 20 gymnasier, skriver Jyllands-Posten.
“Det handler ikke om, at lærerne skal arbejde mere, men de skal bruge mere af deres tid sammen med eleverne,” siger Christine Antorini til Jyllands-Posten.
19,5 pct. af lærernes tid anvendes på undervisning, mens 25 pct. bruges på forberedelse. 13,9 pct. af tiden går på at rette opgaver, mens kun fire pct. bruges på pauser.
“Det vigtige er nu, at vi finder nogle måder, så lærerne bruger mere tid sammen med eleverne. Det er helt afgørende for elevernes faglighed,” fortsætter Christine Antorini.
Formand for Gymnasielærerne, Gorm Leschly, synes, at det er forældet kun at måle undervisning som taleundervisning, men er dog ikke afvisende overfor forandringer i lærernes hverdag.
“Vi er godt klar over, at der er krise i samfundet, og vi er ikke blege for at finde intelligente effektiviseringer, som kan føre til mere undervisningstid,” siger Gorm Leschly til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu