Minister: Lærerne skal undervise mere

1. december 2011 07:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister: Lærerne skal undervise mere
Billede mangler

Der bliver brugt for lidt tid på at lære børnene at læse og skrive og for meget tid på alt muligt andet.
Nye tal indhentet fra folkeskolerne af Ministeriet for Børn og Undervisning viser, at lærere kun underviser i en tredjedel af arbejdstiden.
Og selvom det er en lille stigning i forhold til sidste år, så er det ikke godt nok. Det siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini til Politiken.
“Det er vigtigt, at vi styrker fagligheden i folkeskolen, ved at lærerne bruger mere tid på det, de er bedst til – nemlig at undervise. Derfor vil vi indgå i dialog både med kommunerne og fremadrettet med Danmarks Lærerforening. I sidste ende er der også en overenskomstforhandling,” siger Christine Antorini.
Kommunerne er positive, men i Danmarks Lærerforening frygter formand Anders Bondo Christensen, at det kan koste på efteruddannelse.
“Hvis Antorini mener, at vi så skal nedprioritere efteruddannelse af lærere, læsevejledning og skolebiblioteker, fordi lærerne skal undervise mere, mener jeg ikke, at det er den rigtige prioritering. Det vil være konsekvensen. Men det er vigtigt, at man har de funktioner,” siger Anders Bondo Christensen til Politiken.
Kilde: Politiken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu