Minister: Millioner af mennesker skal flyttes

12. april 2012 12:17 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister: Millioner af mennesker skal flyttes
Billede mangler

En ny sultkatastrofe er på vej i Sahel. Området bliver jævnligt ramt af tørke, men i år forventes sulten at blive særligt slem.
Det skyldes dels, at befolkningstallet er tredoblet de sidste 40 år. Og der der ingen udsigt til, at tingene ændrer sig foreløbigt: befolkningen vil blive yderligere fordoblet de næste 20 år.
Nu har udviklingsminister Christian Friis Bach (R) et kontroversielt forslag til, hvordan man løser de problemer der opstår, når for mange mennesker skal deles om for få ressourcer. Han vil flytte millioner af mennesker fra land til by og samtidig sørge for, at befolkningstilvæksten bliver bremset.
“Millioner af mennesker bor et forkert sted. Og måske bidrager vi til at fastholde folk på steder, de burde flytte væk fra. Når de mangler vand og regn, kommer vi og hjælper med at grave en ny brønd. Men de mennesker kommer aldrig til at klare sig selv. Det bedste var i stedet at skabe bedre muligheder inde i byerne”, siger ministeren til Jyllands-Posten.
Sahelzonen strækker sig tværs over Afrika, og fra Senegal i vest til Somalia i øst er unge mænd allerede begyndt at udvandre til lande længere nordpå.
Nu skal de fastholdes i deres hjemlande, og derfor skal der fokus på at forbedre vilkårene i de store byer i området, mener Christian Friis Bach.
Ministeren, der får opbakning fra Røde Kors, understreger, at flytningen af millioner af mennesker er noget, lande som Niger, Mali og Burkina Faso selv skal beslutte. Etiopien har tidligere forsøgt at tvangsflytte sultramte – dog uden succes.
Hos Care Danmark hersker der skepsis over for ministerens planer. Her tror tror programkoordinator for Niger, Marianne Haahr, at det er muligt at vende udviklingen på andre måder:
“Et land som Niger har f.eks. potentiale inden for kvægopdræt og kvægeksport. Man skal opbygge en mælkeindustri og bygge slagterier. Og så skal man satse langt mere på kunstvanding,” siger hun til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu