Minister opruster indsatsen for ligeløn

16. december 2011 13:35 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister opruster indsatsen for ligeløn
Billede mangler

Indsatsen for ligeløn mellem mænd og kvinder skal prioriteres højere.
Det siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) efter, at en ny rapport viser, at kun hver tredje virksomhed lever op til kravet om kønsopdelte lønstatistikker.
“Jeg kan se, at en stor del af de virksomheder, der er omfattet af loven, ikke lever op til den. Det skal vi have lavet om på, og det har vi også skrevet i regeringsgrundlaget,” siger Mette Frederiksen.
Hun vil nu tage fat i de organisationer og andre, der interesserer sig for ligeløn, for at “udtænke de bedste redskaber til at reducere lønforskellene”.
“Vi skal sætte ligeløn meget højere på dagsordenen, end det har været tidligere. Og jeg vil gerne være med til at give både arbejdsmarkedets parter, virksomhederne og lønmodtagerne nogle redskaber, så flere kan bruge og få gavn af statistikken,” siger Mette Frederiksen.
Siden 2007 har virksomheder af en vis størrelse hvert år været forpligtet til at lave en kønsopdelt lønstatistik. Hvis virksomhederne foretrækker det, kan de udarbejde en redegørelse om, hvordan virksomheden arbejder med ligeløn i stedet for.
Formålet er at skabe synlighed om mænds og kvinders aflønning på de enkelte virksomheder og dermed styrke ligelønsarbejdet.
En ny evaluering lavet af SFI for Beskæftigelsesministeriet viser imidlertid, at kun godt hver tredje virksomhed, der er omfattet af loven, lever op til kravet.
Og blandt de virksomheder, der laver kønsopdelte lønstatistikker, finder de færreste, at de har haft gavn af den.
Mænd tjener i øjeblikket godt 18 procent mere end kvinder.
En del af forskellen skyldes dog det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor mænd arbejder med teknik i det private, mens kvinder får en lavere løn for omsorgs- og kontorarbejde i det offentlige.
I FTF, der er hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte blandt andre sygeplejersker, pædagoger og bankansatte, kalder man det “for slapt”, at så få følger loven.
“Der er brug for en national handlingsplan for, hvordan vi går gjort op med det kønsopdelte arbejdsmarked,” siger Bente Sorgenfrey.
Som loven er i dag, skal virksomheder med mindst 35 medarbejdere, og hvor mindst 10 af hvert køn arbejder inden for samme stilling, lave en kønsopdelt lønstatistik eller ligelønsredegørelse.
Knap 2.500 virksomheder er omfattet af loven, og det er for lidt, mener FTF-formanden.
“Vi skal have gjort op med reglen om de 10 af hvert køn. På den måde kan vi få langt mere detaljeret statistik. Samtidig skal virksomhederne vide, at loven er til for at blive fulgt. Det kan ikke nytte, at kun hver tredje følger den i dag,” siger Bente Sorgenfrey.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu