Minister søger forsvarschef i annonce

29. januar 2012 12:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister søger forsvarschef i annonce
Billede mangler

Forsvarets øverste leder skal findes via en helt almindelig jobannonce. Det lyder måske ikke så underligt, men det er det faktisk. For alle danske forsvarschefer er altid blevet særlig udvalgt, men den praktik gør forsvarsminister Nick Hækkerup (S) nu op med.
“Vi kræver, at vedkommende har stor operativ indsigt og ledelseserfaring, men der er bevidst ikke sat grad og rang på, hvem der kan søge. Vi laver en konkurrence, så vi er sikre på, at det er den bedste, som får stillingen. Det skal være lyst og motivation, som skal være drivende for at søge stillingen,” siger Hækkerup til Politiken.
Stillingen som forsvarschef er blevet ledig, efter Knud Bartels er draget til Nato. Og nu skal det være slut med interne udnævnelser. Det er tid til fuld offentlighed.
“I min borgmestertid i Hillerød ville det være utænkeligt, hvis man ikke gjorde sådan. Der er en stor værdi i, at man har personalesiden med i ansættelsesproceduren. Det er nyt i forsvaret, men jeg synes, at repræsentanter for dem, der skal beordres og kommanderes med og ledes af vedkommende, også har et ord at sige,” slår forsvarsministeren fast over for Politiken.
Der har altid været en tradition, at forsvarschefstillingen gik på omgang mellem hæren, søværnet og flyvevåbnet. Og at det var den siddende forsvarsminister selv, der udpegede landets øverste militærmand.
Nu skal kandidaterne i stedet præsenteres for et reelt ansættelsesudvalg med deltagelse af blandt andet soldaternes fagforeningsfolk. Desuden skal et konsulentfirma teste de egnede kandidater; blandt andet deres psykologiske tilstand.
Kilde: Politiken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu