Minister: Vi er verdensmestre i grøn energi

22. marts 2012 17:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister: Vi er verdensmestre i grøn energi
Billede mangler

Med dagens energiforlig fører Danmark igen verdens mest ambitiøse energipolitik.
Det mener klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), der sammen med et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale, der tager et skridt på vejen mod et samfund, der er fri for kul, olie og naturgas.
“Det er tale om det bredeste, det grønneste og det længstvarende energiforlig nogensinde i Danmark. Dermed skriver vi i dag et stykke energipolitisk danmarkshistorie. I det daglige politiske arbejde er vi forskellige nuancer af rød og blå. Men sammen har vi i dag lagt grunden til en grøn fremtid,” siger Martin Lidegaard.
Regeringspartierne, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Konservative står bag aftalen, der sætter rammerne for klima- og energipolitikken frem til 2020 og retningen helt frem til 2050.
Ifølge ministeren vil aftalen gøre CO2-udledningen i 2020 34 procent mindre, end den var i 1990. Energiforbruget vil falde med 12 procent i 2020 i forhold til 2006. Samtidig forventer Martin Lidegaard, at 35 procent af vores energi vil komme fra vedvarende energikilder, og knap 50 procent af vores elforbrug vil komme fra vind.
Politikerne har også besluttet at opføre to store havvindmølleparker på henholdsvis Kriegers Flak og Horns Rev. Der vil også blive investeret i sol, bølger, biomasse og biogas.
“Danmark bliver igen det førende land i verden, når det handler om at omstille til grøn energi. Det vil ruste os til en fremtid, hvor olie og kul stiger i pris. Og det vil skabe nogle af de arbejdspladser, som vi har så hårdt brug for i de kommende år,” fortæller Martin Lidegaard.
Under forhandlingerne er det lykkedes at gøre regningen til de private husholdninger og erhvervslivet mindre. Det er blandt andet sket ved at kræve effektiviseringer af energisektoren.
En gennemsnitlig husholdning skal i 2020 betale 1300 kroner mere for energien. Virksomhederne skal betale 200 kroner pr. ansat. Den samlede regning bliver på 3,5 milliarder kroner i 2020. Til gengæld er der penge at spare, fordi vi bruger mindre energi, og fordi vi er mindre udsatte over for prisstigninger på olie, kul og gas.
“Det kræver investeringer at omstille samfundet til grøn energi. Men regningen kan blive meget større, hvis vi ikke gør noget i tide. Samtidig gavner omstillingen klimaet og fremtidssikrer virksomhedernes konkurrenceevne,” forklarer klima- og energiministeren.
Til gengæld kan danskere med oliefyr uden adgang til fjernvarme undgå en regning på op mod 150.000 kroner ekstra. Regeringen vil med den endelige aftale ikke tvinge dem til at skrotte oliefyret i 2015.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu