Minister: Vi vil se på modersmålsundervisning

31. januar 2012 12:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Minister: Vi vil se på modersmålsundervisning
Billede mangler

Stadig flere nydanske familier vælger at sætte deres børn i privat- og friskoler.
Det skyldes, at folkeskolen ikke er god nok til at tage imod børn med en anden kulturbaggrund, lyder det fra børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).
“Vi kan se på en række undersøgelser, at børn med anden etnisk baggrund er dem, der bliver hægtet lidt af på nogle af de grundlæggende faglige kompetancer i folkeskolen, og deres forældre siger, at de vil have et skoletilbud, hvor deres børn er sikret et fagligt løft,” siger ministeren til Newspaq.
Danmarks Lærerforening peger på, at den manglende modersmålsundervisning er årsag til folkeskolens dårlige resultater sammenlignet med Sverige for eksempel.
“Problemet er, at eleverne skal klare sig og forstå begreberne på et sprog, der ikke er deres modersmål – ikke bare i dansk, men også matematik, geografi og alle de andre fag,” siger næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange.
I regeringen er man positiv over for mere undervisning i modersmål.
“Vi vil se på, om erfaringerne med modersmålsundervisning kan bruges til at løfte elever med anden etnisk baggrund bedre fagligt. Der er meget blandede erfaringer, og nu vil vi se på, hvad forskningen siger om det, og om vi kan bruge det mere systematisk,” siger Christine Antorini.
Hun afviser dog på forhånd, at det igen vil blive gjort tvungen.
“Der er ikke særlig meget dansk viden om, hvordan modersmålsundervisning virker i forhold til at løfte fagligheden. Vi vil ikke vende tilbage til, at det skal være obligatorisk, men se på, om det kan styrke på for eksempel på skoler, hvor man har store sproggrupper, mens det er svært på skoler, hvor man har 25 forskellige nationaliteter,” melder Christine Antorini.
Kommuner kan i dag frivilligt tilbyde modersmålsundervisning til børn fra andre lande end EU som Tyrkiet eller Pakistan.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu