Minister vil have serviceeftersyn af landdistriktspolitik

12. april 2013 16:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Minister vil have serviceeftersyn af landdistriktspolitik
Billede mangler

De kommunale landdistriktspolitikker trænger til et serviceeftersyn.

 

Det var meldingen fra minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), på en landdistriktskonference, som han var vært for torsdag og fredag i Sæby.

Mange landkommuner er trængte, fordi folk i stor stil flytter fra landet til byerne. Men landkommunerne kan selv gøre noget ved problemet ved at præcisere, hvad det er, de vil med landområderne.

»Folk i landdistrikterne har brug for den tryghed, der ligger i, at kommunen har en opdateret plan for deres område. Der er allerede mange kommuner, der har en ambitiøs landdistriktspolitik med præcise målsætninger, men selvfølgelig er der også kommuner, som med fordel kunne overveje et serviceeftersyn af deres nuværende landdistriktspolitikker,« siger Carsten Hansen.

Blandt de øvrige emner, der blev diskuteret af de omkring 140 deltagere ved konferencen, var hvordan man kan fastholde og skabe nye arbejdspladser på landet.

»Vi har taget initiativer på området, blandt andet har vi ændret planloven, som forbedrer kommunernes muligheder for at etablere erhverv i landdistrikterne,« siger Carsten Hansen.

Ændringen af planloven gør det muligt at etablere helårsboliger og erhverv i overflødiggjorte bygninger, eksempelvis nedlagte skoler. Desuden har regeringen fremlagt lovforslag om en flexboligordning, der gør det muligt at erhverve hus på landet og bruge det som et fritidshus. Hvis man senere ønsker permanent at flytte ud i huset på landet, kan man så at sige få husets helårsstatus tilbage.

Et initiativ, der skal øge lysten og interessen for at bosætte sig på landet.

»Jeg har lyttet til kommunerne, og regeringen har taget en række initiativer, der kan være med til at styrke landdistrikterne. Det kan være en god anledning til at kigge landdistriktspolitikken igennem,« siger Carsten Hansen, der også brugte konferencen til at lancere en »værktøjskasse«, som kommuner kan bruge til udvikling eller serviceeftersyn af deres landdistriktspolitikker.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, kalder det en »god og konstruktiv« konference, hvor landdistrikternes »græsrødder« fik mulighed for at drøfte problemer og løsninger med ministeren.

»Regeringen har fremlagt en række ændringer og tiltag, der peger i den rigtige retning. Hvis jeg skal pege på nogle udfordringer, der fortsat udgør barrierer for udvikling på landet, så er det manglende adgang til hurtig bredbånd, besvær med at skaffe finansiering til nye initiativer og nogle steder dårlig infrastruktur,« siger Steffen Damsgaard.

Han glæder sig over, at regeringen har afsat en pulje på 400 millioner kroner til renovering eller nedrivning af boliger på landet.

Landdistriktsministeren brugte også konferencen til at uddele to priser. Bjarne Nielsen, formand for Vestervig Byfornyelse Aps, blev hædret som Årets Ildsjæl, mens Rikke og Lasse Lützen-Laursen fra Humlum Fiskerleje og Camping kan bryste sig af titlen som Årets Iværksætter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu