Minister vil høste flere forskningsmillioner til dansk erhvervsliv

4. april 2013 15:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Minister vil høste flere forskningsmillioner til dansk erhvervsliv
Billede mangler

Gigantiske partnerskaber mellem erhvervsliv, samfund og forskningscentre skal være med til at sikre Danmarks evne til at konkurrere mod stærke og innovative økonomier i den øvrige verden.

 

En opgørelse viser, at Danmark får adgang til en rekordstor andel af EUs forskningsmidler. Siden 2007 har Danmark hver måned modtaget 80 millioner kroner til forskning eller 5,3 milliarder kroner for hele perioden.

»Jeg håber, øjnene bliver åbnet endnu mere for de midler, der er i det europæiske kasser. Ellers sakker vi bagud i feltet, og derfor sætter vi også fokus på virksomhedernes deltagelse i programmerne,« siger minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard (R), der vil trække endnu flere penge ud af EUs programmer til forskning, hvor Danmark målt i forhold til befolkningens størrelse får den tredjestørste bid af den 378 milliarder kroner store forskningskage.

»Der er et behov for, at vi bliver bedre til at få fat i de midler, der går til små og mellemstore virksomheder. Vi har gode forskningsmiljøer, men de trækker ikke i tilstrækkelig grad midler hjem til Danmark,« fastslår ministeren, der kort før julen 2012 præsenterede en national strategi, der skulle sikre evnen til at skabe nye produkter og løsninger i erhvervslivet ved hjælp af forskning.

Strategien skulle ellers sikre, at danske virksomheder i stigende grad fik glæde af de i alt 20 milliarder, som Danmark hvert år poster i forskning. Samtidig ville Morten Østergaard ved hjælp af et større hjemtag af omtalte forskningsmidler sikre flere danske arbejdspladser.

Chefkonsulent ved Dansk Erhverv Christian Ohm vurderer, at Danmark får gavn af forskningsmilliarderne, fordi forskningen kan være med til at styrke udviklingen af produkter, men at resultatet sagtens kan forbedres.

»Danmark skaber meget viden på universiteterne. Men det rammer ofte ved siden af landets små og mellemstore virksomheder, der har svært ved at få adgang til den viden, der kan skabe arbejdspladser,« siger han og påpeger, at de små virksomheder møder et stort bureaukrati, når de tropper op på universiteterne.

»Forskerne skal blive bedre til at forstå en normal dansk virksomhed. De skal have en intuitiv forståelse af, at sådan her skaber virksomhederne innovation,« påpeger Christian Ohm.

Dansk Erhverv medgiver, at virksomhederne også kan blive bedre til selv at opsøge programmerne.

»Virksomhederne skal selvfølgelig også selv være opmærksom på de muligheder, der ligger hos universiteterne. De skal selv banke på døren, men så skal universiteterne altså også være klar til at være med,« siger Christian Ohm.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu