Minister vil skrue ned for rutinemæssig kræftkontrol

12. april 2013 01:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Minister vil skrue ned for rutinemæssig kræftkontrol
Billede mangler

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) mener, at det er spild af ressourcer, når kræftpatienter automatisk jævne mellemrum bliver kaldt til kontrol for at holde øje med, om kræftsygdommen er vendt tilbage.

 

Derfor er meldingen fra ministeren, at den rutinemæssige kontrol ikke længere skal være en selvfølge.

»Det kan godt være, at de automatiserede kontroller giver en tryghed, men det er en falsk tryghed i den udstrækning, at der ikke er dokumentation for, at de virker,« siger Astrid Krag til Jyllands-Posten.

Sundhedsministeren vil aflaste speciallægerne på sygehusene ved at sende nogle kræftpatienter til kontrol hos deres praktiserende læge, mens andre skal kontrolleres af en sygeplejerske. Nogle skal fortsætte med at blive kontrolleret af speciallæger, lyder meldingen fra Astrid Krag.

»På den måde kan vi frigøre nogle ressourcer til at opspore og behandle kræft i stedet for at lave kontroller,« siger hun.

Formanden for Danske Regioner glæder sig over, at ministeren udstikker en ny kurs for kontrollen af kræftpatienter.

»Systemet er for firkantet, som det er i dag. Det koster penge at kontrollere, så vi skal ikke gøre det, hvis der kun er tale om falsk tryghed,« siger han til Jyllands-Posten.

Også Kræftens Bekæmpelse er positivt stemt.

»Udenlandske undersøgelser tyder på, at vi kan reducere noget af kontrollen og flytte noget af den ud til egen læge, uden at det gør patientens mulighed for overlevelse mindre og uden at tabe tryghed hos patienter,« siger formand for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olsen, til Jyllands-Posten.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu