Mobilen fastholder unge i kærestevold

13. marts 2013 14:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mobilen fastholder unge i kærestevold
Billede mangler

En mobiltelefon er ikke kun en smart måde at komme i kontakt med omverdenen på. Et nyt forskningsprojekt viser, at en mobiltelefon også kan bruges som et kontrolredskab for en jaloux kæreste.

 

I bogen »Det sker ikke for mig«, som er udkommet onsdag, fortæller 12 unge kvinder om deres oplevelser med kærestevold, og her har mobiltelefonen haft betydning.

»Et klart fællestræk i de voldelige forhold er kærestens fokusering på kvindens mobiltelefon. Den er symbolet på hendes kontakt til omverdenen, og derfor vil kæresten ofte bruge den som kontrolredskab og forsøge at tjekke og styre kvinden via SMSer og opkald,« fortæller bogens forfatter, lektor Inger Glavind Bo fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.

Sammen med organisationen Danner, der arbejder for stoppe vold mod kvinder og børn, står hun bag en større undersøgelse om kærestevold i Danmark.

Et eksempel fra bogen er Oline på 19 år, der som 16-årig var kæreste med en jævnaldrende. Han udsatte hende for såkaldt digital vold, som er en form for psykisk vold.

»Jeg skulle have mobiltelefonen med overalt. Hvis jeg skulle hjem og besøge mine forældre, skulle jeg skrive til ham, når jeg sad i toget, når jeg stod af toget, når jeg gik hjem til mine forældre, når jeg gik ind ad døren hos dem. Hvis jeg ikke nåede det på klokkeslæt, så havde jeg åbenbart lavet et eller andet, jeg ikke burde,« siger hun i bogen.

Der er behov for opmærksomhed omkring kærestevold blandt unge, lyder det fra Danner, der har lanceret hjemmesiden videnomkærestevold.dk, som henvender sig til voksne, der for eksempel arbejder med rådgivning af unge.

Mindst 9.500 unge kvinder og 5.500 unge mænd mellem 16-24 år oplever således at blive udsat for fysisk kærestevold, og hvis man tæller psykisk og seksuel vold med, er tallet sandsynligvis markant højere, lyder det.

»Forskningsrapporten viser også, at pigerne ofte ikke har nogen – eller meget lidt – erfaring med det at være kærester, det er måske deres første kæresteforhold. Så de efterlyser viden om, hvad et godt kæresteforhold er: Hvordan kan man sætte gode grænser for sig selv, hvad skal man finde sig i, hvornår er det OK at gå på kompromis i et forhold, og hvornår er det ikke?« siger Mia Falconer, seniorkonsulent i Danners Videncenter, til Berlingske Nyhedsbureau.

Der er således behov for, at de unge kan få hjælp.

»Traditionelt set er kvindekrisecentre ikke der, hvor de unge henvender sig oftest. Kvindekrisecentrene kan heller ikke tilbyde at huse unge under 18 år, medmindre de er i følge med deres mor og er barn af en voldsudsat kvinde. Derfor er det rigtig vigtigt, at de andre steder, hvor unge henvender sig, ved nok om vold og kærestevold, og hvad det går ud på,« siger hun.

Hvis der bliver sat ind mod vold tidligt, kan det således undgås, at kvinderne oplever det igen senere i livet.

»Det handler også om, at vi på kvindekrisecentrene møder voksne kvinder, som allerede i deres første kæresteforhold har oplevet vold, og man ved, at hvis man bliver udsat for vold tidligere i livet, så er man også i en øget risiko for at blive udsat for det igen senere, så det er også at forebygge, at volden fortsætter ind i voksenlivet,« siger Mia Falconer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu