Moderne at bygge energirigtigt

14. november 2011 21:34 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Moderne at bygge energirigtigt
Billede mangler

Energirigtigt byggeri bidrager til virksomhedens image, og et medfølgende godt indeklima er med til at holde på medarbejderne.
Der er gået mode i at have et energirigtigt hovedkvarter i erhvervslivet. Virksomhederne kappes om at bygge grønnest. Det oplever Go’ Energi, der netop har udgivet en guide til at bygge energirigtigt.
– Vi kan se på bygherrernes krav til nye byggerier, at markedet er begyndt at tænke i energieffektive løsninger. Det er meget positivt, og bygherrer kan med fordel bruge vores nye byggeprocesvejledning, siger sekretariatschef i Go’ Energi, Henrik Teglgaard Lund.
Forskningschef ved Alectia og adjungeret professor ved DTU Byg Lars Christoffersen, der rådgiver virksomheder om byggeri, bekræfter tendensen:
– Det er klart en stigende tendens. Vi bliver hele tiden kontaktet af folk, der vil høre, hvad vi kan gøre i forhold til energien i deres nye bygninger, siger Lars Christoffersen.
5.000 besøgende
En af de virksomheder, der gør meget ud af at bygge energirigtigt, er Widex høreapparater. Virksomhedens nye hovedsæde i Allerød tager en række nye løsninger i brug og har blandt andet et unikt varmeanlæg, der lagrer varme i et grundvandsmagasin om sommeren og bruger det til opvarmning om vinteren.
Selvom man ikke umiddelbart forbinder høreapparater med energibevidsthed, giver den nye bygning med egen vindmølle masser af positiv opmærksomhed for Widex, fortæller medejer og civilingeniør Richard Tøpholm.
– Vi får enormt mange besøgende, som kommer for at se bygningen. Det oplevede vi aldrig i det gamle hovedkvarter, og det overraskede os, hvor stor interessen er. Vi forventer op mod 5.000 besøgende i år og overvejer at oprette en decideret rundvisningsafdeling, siger han.
FAKTA: Fem gode råd til en energibevidst byggeproces:
• Tænk energieffektivitet ind i hele byggeprocessen
• Tænk driftsøkonomien ind i projekteringen
• Stil konkrete krav, inden kontrakter indgås
• Analyser løsningerne undervejs – brug en energigransker
• Fokuser på de dele af bygningen, som har størst energiforbrug
Kilde: goenergi.dk

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu