Möger nedtoner grænsehandlens betydning

30. december 2011 17:23 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Möger nedtoner grænsehandlens betydning
Billede mangler

I dag er det kommet frem, at danskerne hvert år ligger 12 milliarder kroner i butikker syd for den dansk-tyske grænse.
Men de mange penge, som glider ud af den danske statskasse, får ikke skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til at ryste i bukserne:
“Grænsehandel har stort set været på det samme niveau i de sidste ti år, og selvom 12 milliarder lyder af mange penge, så er det kun en lille del af detailomsætningen. Det er ikke en ny tendens, omfanget har været kendt også under den tidligere regering,” siger Thor Möger Pedersen.
Ved årsskiftet bliver der lagt ekstra afgifter på usunde fødevarer og tobak. Det kan få grænsehandlen til at vokse yderligere, men den udfordring er regeringen klar til at imødegå.
“Vi overvåger området, og hvis der skulle ske nye udviklinger, er vi klar til at tage affære, men grundlæggende har vi valgt at gøre usunde varer dyrere, fordi det gavner folkesundheden,” siger Möger Pedersen, og fortsætter:
“Når vi øger afgifter på usunde fødevarer og tobak, så forventes det, at grænsehandlen stiger, men omvendt så sikre vi finansieringen til den finanslov, som skal sætte gang i Danmark med flere arbejdspladser til følge.”
I dagens løb har den danske detailbranche udtryk bekymring over, at de øgede afgifter vil koste danske jobs, men det er en pris, som skatteministeren er klar til at betale. Der er et større samlet mål.
“Man kan ikke udelukke, at der skal bruges lidt færre hænder, når grænsehandlen stiger. Til gengæld vil afgifterne skabe tusindvis af nye arbejdspladser, og det er regeringens hovedmål,” siger skatteministeren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu