Mølby og Jacobs uenige i dommerdebat

15. marts 2013 21:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mølby og Jacobs uenige i dommerdebat
Billede mangler

En misset offside-kendelse i de afsluttende sekunder var lig med to mistede point for AC Horsens. Det får nu Horsens-træner Johnny Mølby til at slå et stort hul i debatten om de danske Superliga-dommeres niveau.

Uret havde passeret 90 minutter og de fleste tilskuere i Parken var mentalt gået både hjem og på weekend, da Claudemir med et fremragende spark krøllede sejren i hus for et skidt spillende FCK-hold. Målet var ikke helt fint i kanten. Dommer Mads Kristoffer-Kristoffersen så det ikke, men på de efterfølgende tv-billeder lignede brasserens ‘buzzer beater’ umiskendeligt en offside. Netop dét faktum fik Johnny Mølby til at se rødt efter kampen.

– Der er offside på det sidste mål. Jeg synes, det er ærgerligt, at dommerne har afgørende indflydelse på for mange kampe for øjeblikket. Vi ser advarsler, hvis der bliver rykket lidt i trøjen, eller der er små tjat. Men når der er noget afgørende, som der er i dag, så er dommerne der ikke. Det er jeg utilfreds med, og det er ikke kun i dag. Dommeren fra i dag dømte Esbjerg – AGF, hvor der var et klart straffespark og rødt kort, men det blev ikke dømt. Det er bare ikke i orden, synes jeg. Spillerne kæmper røven ud af bukserne, og så får man ikke noget med herfra, fordi der er én der står og sover, sagde Mølby, inden han løftede diskussionen op på et mere generelt plan.

– Når jeg kigger på samtlige Superliga-kampe, er der for mange fejl, der har afgørende betydning for fodboldkampes resultat. Nu åbner jeg min mund, og det kan godt være, jeg får karantæne. Men jeg synes det er en debat, der er værd at tage, at de ikke skal være fredet hele tiden. Nu siger jeg noget, og nu bliver det spændende at se, hvad der sker med mig, sagde Horsens-træneren, der er klar til at tage en karantæne for sine bramfrie udtalelser.

Sanktioner er til gengæld noget, FCK-træner Ariël Jacobs ikke skal frygte. Belgieren, der snart har været et år i Superligaen, deler nemlig ikke Johnny Mølbys holdning. Tværtimod.

– De danske dommeres niveau er fremragende. Det har jeg sagt til alle mine kolleger, lød det efter den smalle sejr fra chefen for Superligaens duks, der kan sammenligne direkte med dommerne i hjemlandet.

De danske dommere har højere niveau end Belgien, hvor jeg kommer fra. Jeg har set alle kampe på tv, men det er også værd at bemærke, at spillernes mentalitet er anderledes. Den er ikke ondskabsfuld. Andre steder ser du albuer på banen, men det ser vi ikke her. Jeg ved ikke, om det er på grund af dommerne eller spillerne, men dommerne spiller i hvert fald en rolle i, at det er sådan.

Dommerdebatten er hermed åbnet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu