Morgentrafik styrer uden om snestorm

18. marts 2013 10:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Morgentrafik styrer uden om snestorm
Billede mangler

Til trods for at en snestorm ligger og ulmer i den sydlige del af landet, er mandagens morgentrafik afviklet i god ro og orden landet over. Det melder Vejdirektoratets Trafikinformationscenter.

 

»Der har ikke været nogen umiddelbare uheld. Det værste har sådan set været den kraftige blæst, som har givet en hel del tabt gods, blandt andet tabte persienner fra lastbiler og ting fra trailere, der ikke har været ordentligt fastspændt,« siger Anders Bach Sørensen fra trafikinformationscenteret.

De tabte genstande har skabt længere køer, fordi bilister har været ude på kørebanen for at samle deres ting op.

Indtil videre er snestormen nået til Esbjergmotorvejen, og Anders Bach Sørensen siger, at hele det sønderjyske område syd for motorvejen så småt er ved at være dækket af sne.

»Der er allerede køretøjer ude og rydde sne og salte i det omfang, der er nødvendigt. Nord for Esbjergmotorvejen er vejene stadig pæne og farbare, men dog kolde, så det skal bilisterne selvfølgelig være opmærksom på,« siger han.

Den drilske blæst har fået både Storebæltsbroen, Vejlefjordbroen og Øresundsbroen til at fraråde kørsel med høje, lette køretøjer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu