Moskva smelter i rekordhede

29. april 2012 18:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Moskva smelter i rekordhede
Billede mangler

Moskovitterne har sved på panden i disse dage. Temperaturen i den russiske hovedstad er søndag oppe og snuse til lige knap 29 graders varme.
Det er rekordtemperatur for Moskva i april. Eller det er den højeste temperatur, der er målt i april i de 130 år, som myndighederne har registreret temperaturen.
– Klokken 16 nåede temperaturen 28,6 grader. Det er en absolut rekord for april, siger en embedsmand for Moskvas vejrmyndigheder til nyhedsbureauet Interfax.
Den rekord, der er slået, lød på 28 graders varme og blev sat den 24. april 1950.
Allerede lørdag var der så småt bud efter den gamle rekord, da temperaturen nåede 26,3 grader.
Adskillige central- og østeuropæiske lande har i de seneste dage målt usædvanligt høje varmegrader.
I det nordlige Østrig blev der lørdag målt 32 graders varme.
Meteorologerne i Wien siger, at varmen kommer fra en kraftig sydlig vind, der bringer varme fra Sahara op i Europa.
I Prag, den tjekkiske hovedstad, blev der lørdag målt 27,7 graders varme, og det var den varmeste 28. april i landet i 212 år.
Også i Polen og Slovakiet er der en usædvanlig aprilvarme.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu