Mourinhos pletfri rekord

8. april 2013 18:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mourinhos pletfri rekord
Billede mangler

Når Jose Mourinho er i kvartfinalen i Champions League med et hold, så vinder han og mandskabet sammenlagt og går videre.

Den portugisiske manager har stået i situationen seks gange med klubberne FC Porto, Chelsea (to gange), Inter og Real Madrid (også to gange) før tirsdagens udekamp mod Galatasaray. Og statistikken siger 100 pct. succes.

Så det er op ad bakke for tyrkiske Galatasaray i tirsdagens CL-kvartfinale, hvor holdet oven i købet skal score fire gange mod Real Madrid i returkampen i Istanbul for at gå videre efter 3-0 nederlaget i Madrid.

Og er Mourinhos pletfri rekord ikke nok til at overbevise om, at Galatasaray har brug for et fodboldmirakel for at komme i semifinalen, så understreger bookmakerne det i deres odds-sætning. For eksempel betaler Bet365 pengene tilbage 67 gange, hvis man spiller på, at tyrkerne går videre sammenlagt, mens man kun får de indskudte penge tilbage igen, hvis man satser på samlet sejr til Real Madrid.

Alligevel forventer Jose Mourinho et udsolgt stadion i Istanbul med medlevende tyrkiske fans grænsende til det truende.

– Men spillerne og jeg trives i sådan en atmosfære, fastslår Jose Mourinho op til tirsdagens duel og stiller sig ikke tilfreds med et hæderligt spansk nederlag, selv om det sikrer Real Madrid en plads i semifinalen i Champions League.

– Hvis vi taber 2-0 eller 3-1, rejser jeg ikke hjem som en glad mand, selv om vi vil være gået videre. Jeg vil have, at mit hold vinder, fastslår Real Madrids portugisiske manager.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu