Mudderalarm på Fyn: Sank ned i sump-hul

11. juni 2012 14:41 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Mudderalarm på Fyn: Sank ned i sump-hul
Billede mangler

Søndag aften tikkede der er ualmindeligt alarmopkald ind hos Fyns Politi, hvor en midaldrende kvinde bad om assistance til en ganske særlig hjælpeopgave.
– Kvinden ringede fra sin mobiltelefon og fortalte, at hun var sunket i et mudderhul og ikke selv kunne komme op, siger politiets vagtchef Erik Halkjær.
Selvom telefonopkaldet i første omgang måske lød en kende mærkværdigt, viste historien sig faktisk at være god nok.
– Ja, hun sad rent faktisk fast i mudderet. Falck tog ud og trak hende op, og vi var også derude, fortæller vagtchefen.
Mudderhuls-episoden fandt sted søndag aften ved Dalumvej, der ligger i nærheden af Odense Å, hvor der ifølge politiet godt kan være “lidt sumpet”.
– Hun var ude at gå en tur og kiggede åbenbart op på træerne i stedet for at kigge ned og fremad, og derfor så hun ikke, at der var et mudderhul forude. Og derfor sank hun i og kunne ikke selv komme fri, fortæller Erik Halkjær.
– Hun havde en mobiltelefon på sig, og det forlød, at hun var sunket i helt til livet. Men det var lidt en overdrivelse. Det var vist kun til knæene, tilføjer vagtchefen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu