Mugabes magt til afstemning

16. marts 2013 18:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mugabes magt til afstemning
Billede mangler

ZIMBABWE: Lørdag tager indbyggerne i Zimbabwe stilling til en ny forfatning, der skal gøre det afrikanske land mere demokratisk, begrænse præsidentens magt og bane vej for et valg i løbet af 2013.

 

Den 89-årige Robert Mugabe har været landets præsident i 33 år, og han har styret Zimbabwe med hård hånd. Ender befolkningen med at sige ja til en ny forfatning, skal indbyggerne vænne sig til hyppigere skift på præsidentposten, da vedkommende maksimalt kan besætte den i to valgperioder, hvilket svarer til ti år.

Ændringerne kommer ikke umiddelbart til at påvirke Robert Mugabe, da de ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke indføres med tilbagevirkende kraft og dermed kan han gå efter yderligere to valgperioder.

Lørdagens folkeafstemning var ung, da de første melding om uregelmæssigheder nåede de internationale medier. En politisk embedsmand fra partiet »Bevægelsen for Demokratisk Forandring«, der er i opposition til præsident Mugabe, blev tilsyneladende bortført af fire bevæbnede mænd i den østlige del af landet.

Det er uklart, hvad der skete. Douglas Mwonzora, der er talsmand for »Bevægelsen for Demokratisk Forandring«, mistænker ifølge Reuters Mugabes parti for at stå bag aktionen. Politikilder giver derimod udtryk for, at den politiske embedsmand blev anholdt, fordi han mistænkes for at stå bag et mordforsøg i forbindelse med et brandbombeangreb.

Det er uvist, hvornår resultatet af folkeafstemningen foreligger. Valgkommissionen i Zimbabwe oplyser ifølge Reuters, at resultatet vil blive offentliggjort i løbet af fem dage, mens unavngivne embedsmænd siger, at resultatet kan komme inden for 48 timer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu