Musharraf vender hjem til Pakistan

24. marts 2013 16:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Musharraf vender hjem til Pakistan
Billede mangler

PAKISTAN: Efter flere år i selvvalgt eksil vendte Pakistans tidligere præsident og militære leder, Pervez Musharraf, søndag tilbage til sit hjemland for at deltage i det valg, der skal finde sted til maj.

 

Musharraf, som ledede Pakistan fra 2001-2008, har både en dødstrussel fra Taleban samt en arrestordre hængende over hovedet, men ingen af delene kunne holde den tidligere diktator væk.

»Folk sagde, at jeg ikke ville komme. Hvor er de henne nu? Man forsøgte at skræmme mig, jeg frygter kun Allah og ingen andre,« sagde Musharraf ifølge Reuters efter sin ankomst til lufthavnen i millionbyen Karachi, hvor han blev hilst velkommen af flere end tusind jublende tilhængere.

Musharraf håber, at han kan genvinde noget af fordums tids indflydelse, så hans parti vil få flere stemmer ved parlamentsvalget 11. maj.

Den tidligere general, der kom til magten efter et kup i 1999, trak sig tilbage i 2008, da han sammen med sine allierede tabte magten til en ny koalition, der truede ham med en rigsretssag for korruption, magtmisbrug og for at bryde den pakistanske forfatning, ved ikke at træde tilbage, som loven kræver.

Truslen fik Musharraf til at forlade landet i 2009, og siden har han boet i Storbritannien og Dubai. Men med et løfte om, at han ikke vil blive anholdt i forbindelse med sin hjemvenden, er han altså nu tilbage på pakistansk jord – og meget tyder på, at han har planer om at blive.

»Hvor er det Pakistan, jeg forlod for fem år siden, blevet af? Mit hjerte græder tårer af blod, når jeg ser den forfatning, landet er i i dag. Jeg er kommet tilbage for jeres skyld. Jeg vil genopbygge det Paksitan, jeg forlod, sagde Musharraf søndag.

Præcis hvordan, han har tænkt sig at ændre Pakistan, står ikke klart. Landets militær har de facto styret nationen i mere end halvdelen af dens 66-årige historie som selvstændigt land, og det er de magtfulde generaler, som mere eller mindre åbenlyst dikterer både udenrigs- og sikkerhedspolitik, selv når Pakistan har en civil regering.

Det er ikke kun politisk, Musharrafs fremtid ser usikker ud. Forud for hans hjemkomst har Taleban truet den 69-årige politiker på livet.

»Vi har forberedt et særligt hold af selvmordsbombere til Musharraf. De vil angribe ham efter hans ankomst til Pakistan,« lød det tidligere på ugen fra Taleban-talsmand Ehsanullah Ehsan, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det var en lignende velkomst, den tidligere premierminister Benazir Bhutto blev mødt med, da hun i oktober 2007 vendte tilbage til Karachi efter otte års eksil i Storbritannien. Et voldsomt bombeangreb blev indledt, og 139 mennesker mistede livet.

Benazir Bhutto overlevede attentatforsøget, men blev senere samme år dræbt under et valgmøde, da en mand åbnede ild og detonerede en selvmordsbombe i byen Rawalpindi.

Hendes søn, Bilawal Bhutto Zardari, har efterfølgende beskyldt netop Musharraf for at have taget initiativ til drabet, men det benægter han hårdnakket.

Taleban har sat den tidligere præsident øverst på sin dødsliste, efter at han i 2007 beordrede soldater til at storme Den Røde Moské i Islamabad, hvor en gruppe radikale islamister befandt sig.

100 personer blev dræbt under operationen, der blev startskuddet til en lang række blodige angreb i Pakistan fra grupper med relation til Taleban og al-Qaeda.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu