Myndigheder afblæser bombetrussel mod Eiffeltårnet

30. marts 2013 22:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Myndigheder afblæser bombetrussel mod Eiffeltårnet
Billede mangler

FRANKRIG: Franske myndigheder evakuerede lørdag aften Eiffeltårnet som følge af en bombetrussel mod det verdenskendte monument i hovedstaden Paris. Det skriver flere franske medier.

 

Omkring 1.500 turister og ansatte, herunder sikkerhedspersonale, blev evakueret fra tårnet i forbindelse med truslen, der blev indtelefoneret tidligere på aftenen. Desuden afspærrede man et større areal rundt om tårnet.

Myndighederne undersøgte efterfølgende tårnet blandt andet ved hjælp af bombehunde og specialister, men uden af finde noget, og derfor blev alarmen afblæst.

Kilder i politiet fortæller til franske nyhedsmedie lexpress.fr, at man modtog et anonymt telefonopkald tidligere på dagen om et forestående angreb mod den verdensberømte turistattraktion.

Opkaldet blev foretaget fra en forstad til Paris, skriver nyhedsbureauet AFP, og blandt andet anti-terror-enheden hos det franske politi er i gang med at efterforske de nærmere omstændigheder.

Det er langt fra den første bombetrussel, der har været rettet mod Eiffeltårnet, og trusler mod monumenter og offentlige steder finder ofte sted i den franske hovedstad. På trods af hyppigheden bliver alle trusler »taget meget alvorligt«, siger en kilde i politiet til AFP.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu