Mystisk voldtægtssag har taget endnu en drejning

10. januar 2017 21:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En oprindelig anholdt mand viste sig at være uskyldig. Nu er en anden mand fængslet i den mystiske sag.

En 27-årig kvinde fra Eritrea blev søndag 30 oktober udsat for en mærkværdig voldtægt. En mand udgav sig for at være en politibetjent, hvor efter han trak hende ind i et buskads og begik en fuldbyrdet voldtægt.

Længe gik der ikke, førend politiet kunne anholde en ung mand fra byen, der også blev sigtet i sagen. Han blev senere løsladt med en opretholdt sigtelse. Den er nu også frafaldet.

– Han er uskyldig. Han er fuldstændig renset og har intet med det at gøre, sagde Bent Riber Nielsen fra det lokale politi fredag til Newsbreak.dk.

Lynhurtig efterlysning

I forbindelse med oplysningen om, at politiet havde hapset den forkerte mand, så blev en anden pludselig efterlyst med billede og hele molevitten.

Politiet var dog særdeles tilbageholdende med informationer om, hvem han var – og om han var mistænkt. Det ønskede Bent Riber Nielsen i hvert fald ikke at svare på.

Noget tyder dog på, at politiet formoder, den efterlyste er gerningsmanden. For han blev anholdt og fængslet i et grundlovsforhør allerede lørdag.

Fredag aften klokken 22.22 blev den 31-årige mand fra Randers anholdt på en adresse i Aarhus.

Kondomet

Over for Newsbreak.dk har politiet tidligere fortalt, at der blev fundet et brugt kondom på stedet, hvor den 27-årige kvinde blev voldtaget.

Om det spiller en rolle i den videre efterforskning er uvist, for den 31-årige blev varetægtsfængslet i et grundlovsforhør for såkaldt lukkede døre. Derfor har det ikke været muligt at få yderligere oplysninger i sagen.

Til Midtjysk Avis – det lykkedes ikke Newsbreak.dk at få kontakt til ham – siger Bent Riber dog mandag, at den 31-årige mand er sigtet for at have begået voldtægten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu