Naser Khader: Dødsregimet fortsætter

8. marts 2012 12:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Naser Khader: Dødsregimet fortsætter
Billede mangler

De blodige kampe vil fortsætte i Syrien.
Naser Khader tror ikke, at det vil få nogen umiddelbar betydning, at Syriens vice-olieminister, Abdo Hussameddin, ifølge en video på Youtube har sluttet sig til oprørene.
“Selvfølgelig er det da et nederlag for Assad, men jeg tror ikke, det kommer til at ændre ret meget ved det, der sker i Syrien i øjeblikket. Der skal mere til,” siger han til Newspaq.
Ministeren har ifølge Naser Khader et indgående kendskab til Syriens økonomi, men han er ikke en af de centrale nøgleministre, der vil kunne påvirke sine kolleger i særlig grad.
Abdo Hussameddin fortæller i en video på Youtube, at han forlader regeringen, for at slutte sig til oprørene.
“Jeg har besluttet at tilslutte mig de retfærdiges stemme, selvom det betyder at dette regime vil brænde mit hus, jage min familie og og fortælle mange løgne,” fortæller han på videoen.
Videoens ægthed er endnu ikke bekræftet.
“Vi har jo set det tidligere med den syriske landbrugsminister. Han hoppede også over på oprørenes side, og så dukkede han op i Kuwait nogle dage efter og blev interviewet af forskellige uafhængige internationale medier. Jeg går ud fra, at det samme gør sig gældende for Abdo Hussameddin,” siger Naser Khader.
Abdo Hussameldin er det hidtil højstplacerede syriske regeringsmedlem, der forlader præsident Bashar al-Assads regering.
Ifølge FN har mere end 7.500 mennesker mistet livet i det syriske regimes forsøg på at holde oprøret, der startede i marts sidste år, nede.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu