NATO vil have rejsehold mod cyberkriminalitet

2. april 2013 02:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
NATO vil have rejsehold mod cyberkriminalitet
Billede mangler

NATO: Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen vil gøre mere for at kunne hjælpe medlemslande, der kommer under angreb i cyberspace, skriver Politiken.

 

Alliancen skal gøre mere for især de lande, der ikke har kapacitet til at forsvare egne følsomme nationale netværk inden for for eksempel vandforsyning, banker og elværker, mener generalsekretæren.

»Det er min ambition, at vi en dag har opbygget en slags ’cyber-rejsehold eller en udrykningsstyrke, ligesom vi i dag har Nato Response Force, der er en traditionel militær styrke, der hurtigt kan rykke ud. På cyberfronten skal vi have noget tilsvarende, hvis et medlemsland bliver angrebet. Der er nok nogle af de store lande, der selv har denne kapacitet, men der kan være andre allierede, som ikke har den samme avancerede kapacitet«, siger Anders Fogh Rasmussen til avisen.

NATO har hidtil primært koncentreret sig om at beskytte sine egne militære netværk, men lande som USA og Storbritannien har i stigende grad været bekymret for cyberangreb mod vitale dele af den civile infrastruktur og øget industrispionage.

Ved det seneste forsvarsforlig mellem regeringen, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance blev budgetterne netop på cyberområdet opgraderet med en halv milliard mere til både forsvar og opbygning af en kapacitet, der også kan gennemføre cyberangreb.

I USA har man oplevet angreb, hvor man forsøgte at trænge igennem de forskellige forsvarssystemer for som minimum at udspionere vitale netværk.

Amerikanerne mistænker især Kina for at stå bag flere af angrebene.

NATOs egne systemer er ligeledes mål for angreb.

»Jeg kan godt forsikre dig om, at der er stor interesse derude i cyberspace for, hvad vi går og laver. Nato er hyppigt udsat for angreb, men vi har også et ret effektivt forsvar. Men det skal hele tiden udvikles. Det er et teknologisk kapløb. Det er første prioritet at beskytte Nato’s sikre systemer effektivt; kan vi ikke det, vil det have en ret omfattende skadevirkning«, siger Anders Fogh Rasmussen til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu