Andreas Bo: Jeg håber jeg aldrig skal på pension

Tænk sig at have ophøjet sin hobby til sit levebrød, lyder det fra komikeren Andreas Bo, der snart kan ses i genrejsningen af Tivolirevyen

Udgivet Opdateret

Når andre slænger sig i strandstolen og griller ude på terrassen om aftenen, skal Andreas Bo på arbejde.

Den 56-årige komiker er en del af holdet, der står på scenen i genrejsningen af Tivolirevyen, som får premiere 1. juni og spiller frem til 5. august.

- Ville køre hele vejen

- Du får ikke mig til at tude over noget som helst i det, jeg laver. Jeg har det kæmpestore privilegie, at jeg simpelthen har ophøjet min hobby til mit levebrød, siger Andreas Bo med et smil.

- Hvis der var det mindste, havde jeg alverdens muligheder for at sige: "Det var det, lad mig prøve noget andet". Men jeg har ingen lyst, ingen ambition, siger han og tilføjer:

- Jeg håber, at når jeg er 85 år, at et teater ringer og skal bruge en, der kommer ind med en rollator og afleverer et brev i en forestilling. Jeg ville køre hele vejen for de fem minutter hver aften.

Den kendte komiker og autodidakte skuespiller har været en del af den danske underholdningsbranche siden 00'erne.

- Jeg har mere sommerferie

Gennem sin karriere på de skrå brædder har Andreas Bo blandt andet medvirket i Nykøbing Falster Revyen, Kolding Sommerrevy, Køge-revyen og Cirkusrevyen, som traditionen tro også spiller sommeren over.

Men når ens hobby også er ens arbejde, har man faktisk mere fri end de fleste, pointerer han.

- Jeg har mere sommerferie end andre, som kun har tre uger, hvor de skal skynde sig at nå til Mallorca, ordne haven og male huset, siger Andreas Bo og fortsætter:

- Jeg går hele sommeren og laver projekter og plejer mine børn, og når klokken så bliver 17, skal jeg ind til fem kære kolleger og 800 mennesker, som glæder sig til at se mig.

Forskellige folder 

Sammen med sin medspillende instruktør, Lisbet Dahl, og kapelmester James Price står Andreas Bo side om side med Linda P, Carsten Svendsen og Nicolai Jørgensen i Glassalen i Tivoli.

Andreas Bo er især kendt for at kunne lægge sit ansigt i mange forskellige folder. 

Han har tidligere parodieret X Factor-dommeren Thomas Blachman, revyveteranen Ulf Pilgaard og sangeren Rasmus Seebach.

Ingen er hellige 

I Tivolirevyen giver han den som statsminister Mette Frederiksen. 

Og ingen er hellige, når folkestyret bestemmer. Heller ikke hr. og fru Danmark - så længe man ikke sparker nedad, understreger Andreas Bo.

- Der var engang, hvor den danske befolkning var arbejdere, som havde et latent behov for at komme ind og grine af de magthavere, som bestemte over dem. Klip til nu, hvor befolkningen faktisk er magthavere, fordi vi har demokrati, mener Andreas Bo og fortsætter:

- Det er fuldt berettiget at kigge på os selv og sige: "Andreas, fede knægt fra Køge, du har to biler og to sommerhuse, hvad fanden brokker du dig over?!". Jeg synes, der er mange danskere - heldigvis, for er det ikke lykkeligt? - der ryger i den kategori, fordi vi rent faktisk har det rigtigt, rigtigt godt.

- Vi kommer rundt omkring

Det handler om perspektiv, fortsætter han.

- Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke må prikke til forbedringer. Men al humor tager udgangspunkt i, at vi også kigger på os selv, pointerer Andreas Bo.

- Jeg synes, vi kommer rundt omkring og simpelthen bare udstiller forkælelse, idioti og vellevned - fra alle mulige forskellige perspektiver.

Det er det, revyer excellerer i, mener Andreas Bo.

1. juni

- Det er ikke, fordi jeg siger, jeg har de rigtige eller forkerte holdninger. Men jeg synes, det er en opgave i en verden, hvor vi diskuterer alt muligt, at løfte os op i helikopteren.

- Jeg bliver sommetider for ivrig i mit eget navlepilleri over, hvad jeg finder forargeligt og ikke finder forargeligt. Og det er slet ikke det, der er vores formål. Vores formål er, at folk skal komme ind, hygge sig, grine og have det dejligt, siger han med et smil.

Tivolirevyen får premiere 1. juni og spiller frem til 5. august.

- Jeg håber, at når jeg er 85 år, at der er et teater, der ringer og siger: 'Vi skal bruge en, der kommer ind med en rollator og afleverer et brev i en forestilling'. Jeg ville køre hele vejen for de fem minutter hver aften, lyder det fra Andreas Bo. (Arkivfoto).
- Jeg håber, at når jeg er 85 år, at der er et teater, der ringer og siger: "Vi skal bruge en, der kommer ind med en rollator og afleverer et brev i en forestilling". Jeg ville køre hele vejen for de fem minutter hver aften, lyder det fra Andreas Bo. (Arkivfoto).

MANDEN MED GUMMIANSIGTET

* Andreas Bo har læst til læge, men stoppede på medicinstudiet.

* Han fik sit store gennembrud i TV 2's ugentlige sketchshow "Live fra Bremen" i 2010.

* Året efter blev han kåret Årets Komiker ved det hedengangne Zulu Comedy Galla. En pris, han blev nomineret til for sine præstationer i netop "Live fra Bremen".

* Som 45-årig lavede han sit første onemanshow, "Plagiat", hvor han parodierede blandt andre komikerkollegerne Finn & Jacob og Mick Øgendahl samt cremekongen Ole Henriksen.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS