‘Jeg har ikke røvrendt nogen’

18. april 2013 16:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
'Jeg har ikke røvrendt nogen'
Billede mangler

Leon Andreasen turnerer i torsdagens udgave af Ekstra Bladet med citatet, at den tidligere AGF’er Martin Nielsen og Børge Bang (bagmand i vindmølle-projektet, red.) ‘decideret tog røven på mig og andre investorer’.

 

Christian Magleby, der oftest er blevet fremstillet som en anden af Mørkets Fyrster, der lokkede fodboldspillere med på vindmølle-eventyr, har fin samvittighed. Han føler ikke, at nogen af dem, han har anbefalet vindmøller til, kan påstå, at de er blevet røvrendt af ham.

Heller ikke Christopher Poulsen, selvom det faktisk var Magleby, der præsenterede projektet for ham med anbefalingen om, at ‘det er en god investering og et godt produkt’.

– Men jeg føler mig på ingen måde skyldig, siger Christian Magleby og fortsætter:

– Mange har mistet penge på det her, men jeg har det ikke dårligt med det. Christopher har helt selv stået for at skrive under på de ting.

Christopher Poulsen blev tirsdag meddelt fyret af Silkeborg IF, da han på grund af sin fejlslagne vindmølle-investering var endt i et stort økonomisk rod, hvor han akut stod og manglede penge. Derfor forsøgte han at optage et lån i sin bank ved at forfalske to af klubbens direktørers underskrifter, hvilket blev afsløret.

Christian Magleby føler med sin gamle holdkammerat, som han spillede sammen med i Viborg. Han er ikke følelseskold over for de konsekvenser, det har haft. Men han er også klar i mælet om sin ikke-belastede samvittighed i forsøget på at understrege, at han ikke kan tage ansvar for, hvad de enkelte spillere endte med at gøre med den anbefaling, han gav dem.

En anbefaling, der var baseret på, at han selv havde købt sig ind i en vindmølle, som han sidenhen – ligesom mange af dem, der tog imod hans anbefaling – har tabt store penge på. Han lod sig i sin tid overbevise af det samme prospekt og de samme udsigter til økonomisk vinding som Christopher Poulsen og co.

– Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg troede jo selv på det, og jeg er også selv blevet snydt. Jeg har selv købt mig ind i en vindmølle, og jeg har også tabt penge på det. Han (Børge Bang, red.) tog også røven på mig og Martin Nielsen, siger Christian Magleby og fremfører ifølge ham selv en væsentlig pointe:

Han har det nemlig svært med, at han torsdag i Ekstra Bladet kan læse sig selv omtalt som ’sælger’ i forbindelse med historien om, hvordan han anbefalede Martin Borre at købe sig ind i en vindmølle. For sælger har han aldrig været, siger han:

– Jeg har aldrig fået en krone for noget som helst i den her forbindelse. Jeg så Børge Bang som en god kammerat, som hjalp mig, og jeg hjalp ham. Jeg kunne aldrig skrive under på nogle af de papirer, som spillerne fik, men jeg var bare rundt for at fortælle om det, fordi jeg havde kontakterne.

Så du har ikke gjort det her for egen vindings skyld?

– Aldrig nogensinde!

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu