Nazi-pigge truer danske badegæster

14. juli 2012 11:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nazi-pigge truer danske badegæster
Billede mangler

Hvis englænderne kom, så skulle nazisterne kunne forsvare sig ved Vestkysten. Men efter nazisterne tabte krigen, truer hundredevis af efterladte bunkere badegæster.
Og mens kommunerne og staten slås om, hvem der har ansvaret for de hundredvis af bunkers langs den jyske vestkyst, risikerer badegæster at komme alvorligt til skade på metalpigge, der stikker op fra bunkerne i vandkanten.
En af dem, der er kommet til skade, “mens de forskellige institutioner har travlt med at skubbe ansvaret videre til et andet skrivebord”, er Freddy Skov-Jensen fra Fjand, der for to år siden blev kastet ind i metalpiggene fra en bunker, der lå under havoverfladen.
– Jeg kunne pludselig mærke på mit ene ben, at det sved, og da jeg kom op, kunne jeg se, at jeg blødte fra en flænge i mit lår. Og jeg slap endda heldigt, for jeg kunne være ramt hårdere ind med en større del af kroppen. Det er drønfarligt, siger han.
Han har efterfølgende kontaktet både Kystdirektoratet, Farvandsdirektoratet og Skov- og Naturstyrelsen for at få placeret ansvaret. Først da han gik til Holstebro Kommune i sommeren 2011 med koordinaterne på bunkerne, tog de initiativ til at skære piggene af.
Men ifølge Jørgen Nørby, der er formand for kommunernes internationale miljøorganisation, Kimo, er bunkerne ikke kommunernes ansvar.
– Så snart man passerer vandkanten, er det statens ansvar. Desuden har kommunerne aldrig givet byggetilladelse til tyskerne, siger Jørgen Nørby, der erkender, at striden handler om, hvem der skal have penge op af lommen.
Ifølge en rundspørge, som Kimo har foretaget blandt de vestjyske kommuner, vurderes 113 bunkere langs vestkysten at være til fare for badegæsterne.
Inde på Christiansborg erkender formanden for Folketingets miljøudvalg, Lone Loklindt (R), at man bliver nødt til at placere et ansvar for bunkerne.
– Der er et udbredt forsøg på at skubbe aben rundt. Derfor siger jeg, at vi skal placere et ansvar, men jeg peger ikke på, hvor det skal placeres, siger hun og henviser til, at miljøudvalget tidligst kan tage sagen op til efteråret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu