Nedtur for Pakistans tidligere præsident

19. april 2013 16:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nedtur for Pakistans tidligere præsident
Billede mangler

PAKISTAN: Fredag blev den helt store deroute for Pakistans tidligere præsident og hærchef Pervez Musharraf, som styrede landet med en jernnæve fra 1999 til 2008, og som i sidste måned kom hjem fra et selvvalgt eksil for at deltage i næste måneds parlamentsvalg.

 

Efter at være sat i husarrest fredag formiddag blev han fredag eftermiddag overført til en celle i politiets hovedkvarter i hovedstaden Islamabad efter et forløb, som de færreste havde troet kunne overgå den tidligere så magtfulde general.

Torsdag mødte den 62-årige Musharraf efter flere juridiske krumspring op for en domstol i Islamabad og fik her forkyndt en arrestordre, men efterfølgende flygtede han uhindret til sit landsted udenfor hovedstaden.

Arrestordren knytter sig til den sag om magtmisbrug, der er rejst mod ham på baggrund af hans fyring af en række dommere samt en højesteretsdommer under indførelsen af en landsomfattende militær undtagelsestilstand i 2007, et år før Musharraf trådte tilbage og overlod magten til en folkevalgt præsident.

Fredag formiddag mødte Musharraf ifølge AFP atter op i retten, og han havde i første omgang held til at bytte en fængselscelle ud med en husarrest på sit landsted udenfor Islamabad, men blev timer senere ført til politihovedkvarteret. Her skal han sidde de to næste døgn, inden han skal stilles for en anti-terror domstol sigtet for magtmisbrug.

Da Musharraf i vendte tilbage fra sit eksil i Dubai, var det med håb om et politisk comeback og med en tilsyneladende overbevisning om, at han takket være forbindelserne til Pakistans stærke militærledelse, ville være hævet over retssystemet.

Men som den ledende pakistanske finansavis, Business Recorder, ifølge BBC skriver, så er det nu »payback time« for den tidligere hærchef og præsident. Avisen fastslår videre, at Musharafs beslutning om at vende tilbage, må bygge på en »kæmpe fejlbedømmelse«.

Han er siden hjemkomsten blevet mødt med flere sagsanlæg. Udover den aktuelle, der handler om magtmisbrug i forbindelse med fyringen af dommerne, er han anklaget for deltagelse i den sammensværgelse, der førte til mordet på den kvindelige oppositionsleder Benazir Bhutto i 2007, og for sin medvirken i drabet på en oprørsleder fra Baluchistan under en militæroperation, ligesom han er anklaget for have spredt frygt og terror blandt befolkningen.

Det er første gang, at en af Pakistans tidligere magtfulde militære ledere har måttet stille i en retssal anklaget for gerninger begået i embedsperioden. Tiderne er på flere måder skiftet i Pakistan, og fra sit stærkt bevogtede landsted i udkanten af Islamabad, nåede han ifølge AFP inden overførslen til politihovedkvarteret at skrive på sin Facebookprofil: »Disse beskyldninger er politisk motiverede, og jeg vil kæmpe mod dem i retten, hvor sandheden forhåbentlig vil komme for en dag«.

Musharrafs nedtur startede allerede tirsdag, da den pakistanske højesteret besluttede, at han ikke kan opstille til valget, der skal finde sted 11. maj.

Den politiske analytiker, Hasan Askari, vurderer ifølge AFP, at arrestationen af Musharraf risikerer at overskygge valget, som kun er det andet demokratiske af slagsen efter at Musharraf slap tøjlerne.

»Domstolen kunne løslade ham mod kaution nu og tage sagen op efter valget,« siger Hasan Askari.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu