NemID kører igen

11. april 2013 15:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
NemID kører igen
Billede mangler

Du kan nu igen tjekke din netbank, bruge det offentlige Danmarks selvbetjeningsløsninger og købe en digital lottokupon hos Danske Spil. NemID, der hele morgenen har været udsat for et omfangsrigt cyberangreb, kom kort efter klokken 12 op at køre igen, og har siden holdt sig på benene, selv om angrebene fortsat står på.

Det meddeler selskabet bag, Nets DanID, til B.dk.

Siden de tidlige morgentimer har det officielle danske loginsystem været ramt af det længstvarende cyberangreb i NemIDs historie. De første timer var systemet helt brudt sammen, men i løbet af formiddagen har NemID i perioder været brugbart, omend systemet har været stærkt ustabilt og hyppigt utilgængeligt.

Ikke blot netbankerne har været ramt. Alle de netsteder, der bruger nøglen, har været nede – så også borger.dk, danskespil.dk og bunkevis af andre digitale selvbetjeningsløsninger har været utilgængelige helt eller delvist i perioden. Flere banker lavede tidligere på dagen nødløsninger, og mobilbanker har også været i funktion.

Endnu har DanID dog ikke det fulde overblik over skadernes omfang – og har heller ikke overblik over, hvor angrebet, der stadig står på, stammer fra. NemID har tidligere været udsat for angreb, og søgte i den forbindelse at gardere sig mod fremtidige angreb. Men det var altså ikke nok.

»Det, vi kan sige, er, at det var målrettet og koordineret og i et omfang, vi ikke tidligere har set. De tiltag, vi foretog, sidst vi blev angrebet, endte med ikke at stå mål med omfanget af det nye angreb,« siger pressechef hos DanID, Søren Winge, til B.dk.

NemID har været udsat for et såkaldt DDoS-angreb, der er en udbredt form for angreb. Tidligere på ugen blev KLs hjemmeside lagt ned efter tilsvarende cyberangreb, der var foretaget af personer, der hævdede at tilhøre aktivistgruppen Anonymus

Angrebet rammer således, at et netsted oversvømmes med forespørgsler i et omfang, der til sidst får det til at gå ned. Det kan enten gøres via værktøjer, man henter på nettet, eller via såkaldte botnet. Sidstnævnte består af virusinficerede computere, der mod betaling af virussens bagmand kan fjernstyres til at angribe netsteder.

Der findes metoder, man kan tage i brug for at gardere sig mod sådanne angreb, men ingen er helt effektive, og DanID forventer, at der også i fremtiden kan komme tilsvarende situationer.

»Vi prøver hele tiden at blive klogere på, hvordan vi kan gardere os – men vi må nok også sige, at det nok ikke er sidste gang, vi bliver udsat for sådanne angreb,« siger Søren Winge.

Eventuelle oplysninger om angrebet vil blive overdraget til politiet, når sagen senere bliver en politisag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu