Nemt for tyven at lave indbrud i bilen

7. januar 2013 18:50 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nemt for tyven at lave indbrud i bilen
Foto: FDM/Karsen M. Lemche.
Foto: FDM/Karsen M. Lemche.

Foto: FDM/Karsen M. Lemche.

Ny låseteknik i bilerne er ingen hindring for indbrudstyvene. Det viser en test, FDMs magasin Motor har foretaget sammen med en låsesmed.

 

Det er nemt at komme ind i en moderne bil for den professionelle biltyv. Biltyvene har i dag udstyr, der kan omgå de elektroniske låsesystemer og startspærrer. Derfor kan de hurtigt lave indbrud i bilen – også uden at smadre en rude eller ødelægge låsen. Det viser en test, FDMs magasin Motor har foretaget sammen med en låsesmed.

Den mest udbredte form for elektronisk tyveri er ved hjælp af en såkaldt jammer, som udsender elektronisk støj på en bestemt frekvens. Når bilens ejer låser bilen med fjernbetjeningen, trykker tyven på støjsenderen, og så modtager bilen ikke beskeden om at låse bilen.

”Når man forlader bilen, er det en god idé at se på bilen, mens den låser. Man bør holde øje med, om blinklysene blinker eller høre efter om låsene aktiveres. Det gælder også for biler med nøglefri betjening”, siger Jacob Mortensen, teknisk konsulent i FDMs rådgivning.

 

Mere avanceret og mindre udbredt er grabbere. De opfanger koden sendt fra nøglen til bilen. På nogle biler skal den både modtage signalet fra nøglen og den kode, bilen sender tilbage til nøglen. Dermed skal der være to personer til at stjæle nøglens identitet.

 

Tyven kan også stjæle bilejerens nøgle og fremstille en digital kopi af koderne. Det hedder en kloning. Dermed kan tyven komme ind i bilen, og har han kopien af nøglen ud fra bilens stelnummer, kan han også køre væk med bilen. Når det gælder de nyeste nøgler, skal tyven også have bilen for at foretage kloningen. Det mest udbredte er dog, at låsene bliver dirket op, eller at nøglerne bliver stjålet.

”Indbrud i biler i dag er ikke kun for at stjæle en taske, en efterladt mobil eller en GPS. Der stjæles også dele som airbags og navigationsanlæg. Det er professionelt udført, hvor bilen ikke skades unødigt. Men uanset hvad tyven går efter, så er et indbrud aldrig rart. Derfor bør man aldrig have noget liggende synligt i bilen, som kan friste en biltyv”, siger Jacob Mortensen.

 

I nogle tilfælde går biltyvene også efter selve bilen. Også her har de professionelle biltyve i dag udstyr, der kan omgå selv en startspærre i bilen, så bilen hurtigt kan stjæles.

Sådan sikrer du bilen mod tyveri:
1. Hold styr på dine nøgler. De må ikke ligge fremme i f.eks. entréen.
2. Har der været indbrud, så undersøg, om du stadig har alle bilnøgler.
3. Parkér din bil et oplyst sted, gerne et sted, så du kan se den fra din bolig.
4. Mærk efter, om dørene er lukkede og låst, før du forlader bilen.
5. Kontrollér, at alle bilens vinduer er lukkede. Det gælder også soltaget
6. Efterlad intet synligt i kabinen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu