New York får verdens største pariserhjul

28. september 2012 11:52 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
New York får verdens største pariserhjul
Billede mangler

Alting er bare større i USA – i New York laver man nu verdens største pariserhjul på 109,5 meter med udsigt over Manhatten. 
 
Snart kan turister og lokale beundre Frihedsgudinden og nyde udsigten til Empire State Building og resten af New Yorks skyline fra 109,5 meters højde.
New York er nemlig på vej med verdens højeste pariserhjul, der kommer til at ligge i millionbyens måske mest oversete bydel, Staten Island.
Med en højde på 109,5 meter trumfer det nye hjul Singapore Flyer med 25 meter, mens Londons Eye må se sig slået med 55 meter. Gæster kommer dog stadig til at kigge op mod Empire State Building, der er dobbelt så højt.
Ligesom Londons gigantiske pariserhjul får New York-hjulet 36 passagerkapsler med plads til 40 personer i hver – det svarer til 1440 personer på en rundtur.
Ifølge New Yorks borgmesterkontor vil hjulet vil være åbent for besøgende hver dag året rundt – hvis vejret tillader det – og man forventer omkring 30.000 gæster per dag i højsæsonen.
På et år regner man med, at omkring 4,5 millioner besøgende tager den omtrent 38 minutter lange tur rundt i hjulet.
– Hjulet vil tilbyde en enestående og utrolig udsigt og vil helt sikkert blive en af ​​de førende attraktioner i New York. Det er den seneste spændende tilføjelse til vores nyligt genopfriskede havnefront, siger New Yorks borgmester, Michael Bloomberg.
Projektet er en del af Bloombergs indsats for at udvikle byens store havnefront med parker og rekreative projekter. Han vil samtidig gøre byen mere turistvenlig.
Hjulet kommer til at stå i nærheden af Staten Islands færgeterminal, hvor færgen fra Manhatten lægger til.
Staten Island er kendt for at have byens største losseplads. Og det har fået bydelens lokalformand, James Molinaro, til at udtale, at “vi går fra at have verdens største losseplads til at have verdens største hjul”.
Pariserhjulet forventes at blive indviet i 2015. Se computerillustration af forlystelsen her:http://www.youtube.com/watch?v=41Nvdan4F4o
Kilde: Reuters
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu