New Zealand kan stjæle Danmarks krimitrone

9. februar 2013 21:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
New Zealand kan stjæle Danmarks krimitrone
Billede mangler

BERLIN: TV-serier er for længst blevet noget, man tager alvorligt i filmverdenen, hvor instruktører og filmstjerner står i kø for at prøve kræfter med området. Den igangværende filmfestival i Berlin er ingen undtagelse for branchens interesse, og her præsenterede man i aftes den new zealandske instruktør Jane Campions dystre krimi i seks dele, der har titlen »Top of the Lake«.

 

Den er værd at lægge mærke til i Danmark og Sverige, hvor man med rette kan bryste sig af at lave nogle af verdens mest populære TV-krimier, heriblandt »Forbrydelsen« og »Wallander«, der begge er blevet lavet i amerikanske og engelske versioner. Det skriver b.dk.

»Top of the Lake« handler om den kvindelige politiinspektør Elisabeth Moss (der er mest kendt for sin rolle som den kvikke reklamekvinde Peggy i TV-serien »Mad Men«), der under et ferieophold i noget, der ligner New Zealands socialt belastede svar på Lolland, bliver involveret i en undersøgelse af barnevoldtægt. Alle, inklusive stedets uduelige betjente, ved, at den voldtagne pige er datter af områdets uhyggelige forbryderhøvding, der leder sin familie bestående af sadistiske, halvhjernede sønner og deres underkuede hustruer. Men ingen tør for alvor binde an med forbryderne, og derfor må Moss tage sig af sagen.

I området, der ligger omkring en mystisk, myteomspunden bjergsø af vidunderlig skønhed, lever også en mærkelig new age-kult bestående af ældre kvinder, der håndfast ledes af en besynderlig mande-kvinde (spillet af Holly Hunter i et forrygende comeback). I første afsnit af serien kommer det til en konfrontation mellem kvindekulten og den patriarkalske forbryderfamilie.

»Top of the Lake« har tydeligt lånt fra danske krimi-serier med stærke hovedkarakterer og en vedkommende, fremadbrusende intrige, men tilføjer flere træk, som de danske serier får svært ved at hamle op med; heriblandt den åndeløst smukke new zealandske natur, som også Peter Jackson har udnyttet til fulde i Ringenes Herre. Dertil kommer en dyster provinsatmosfære, der ligner en efterkommer af David Lynchs »Twin Peaks«, men som også henter inspiration fra New Zealands urbefolkning, maorierne. Det er en svært medrivende serie, som en dansk TV-kanal forhåbentlig skaffer hjem i en fart.

Jane Campion er ikke selv i Berlin, men den new zealandske og i Danmark bosatte filminstruktør Daniel Joseph Borgman nikker genkendende til TV-seriens dystre beskrivelse af sit barndomsland. Samme stemning finder man nemlig i hans egen Berlinale-aktuelle film »The Weight of Elephants«, der også handler om socialt udsatte børn i et fattigdomsramt provinsområde.

»Der er en mørk psykologi i New Zealands yderområder, der udspringer af det mægtige landskab og vores nære fortid som pionerer, der skulle kæmpe for tilværelsen i et afsides land. Det mørke opdager mange new zealændere først, når de kommer hjem efter at have været bosat uden for landet, ligesom Jane Campion og jeg selv,« siger Daniel Joseph Borgman, der har fået sin filmuddannelse i Danmark, til b.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu