NFL-stjerne er den nye løntopscorer

5. marts 2013 16:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
NFL-stjerne er den nye løntopscorer
Billede mangler

Det kunne godt betale sig for Joe Flacco at lede sit hold Baltimore Ravens frem til sejren i årets Super Bowl.

 

Den 28-årige amerikaner, der blev kåret til den mest værdifulde spiller i Super Bowl-finalen, har netop underskrevet en ny seksårig kontrakt, der i alt vil indbringe ham 120,6 mio. dollars – eller 690 mio. kr.

– Det handler bestemt ikke om pengene. Det handler om at gøre sig fortjent til respekt – og at mærke at jeg bliver respekteret her, sagde Flacco kort efter, at han mandag havde underskrevet kontrakten

– Den kendsgerning, at de (Ravens, red.) har sørget for det, får mig til at føle mig godt tilpas i forhold til, hvordan jeg spillede, og hvordan de har det med mig.Ravens er den første quarterback i NFLs historie, der er nået frem til playoff-delen i alle sine fem første sæsoner. Han ledte i den periode Ravens til ni sejre, og dermed tangerer han Tom Bradys resultat for flest sejre blandt quarterbacks i de første fem år af karrieren.

– Jeg synes, at jeg er et aktiv på det her hold. Det at vi vandt Super Bowl er bare en del af det. Hvis vi ikke havde vundet Super Bowl i år, mener jeg stadig, at jeg ville have været det samme værd.

Kontrakten falder på plads efter, at Flacco og hans agent har været i forhandlinger med Ravens i mere end et år.

Han håber på, at det lykkes Ravens at holde fast på så mange af spillerne som muligt.

– Jeg ved, at vi har en masse gode spillere på holdet, og jeg vil meget gerne spille sammen med disse fyre, så forhåbentlig falder det på plads, så vi kan beholde så mange, som vi har brug for.

Ravens’ general manager er glad for, at det lykkedes at få en aftale på plads.

– Joe er en Raven i sin spillestil, den måde han arbejder på og forbereder sig, og den måde han lever sit liv på. Han er en væsentlig årsag til, at vi har kvalificeret os til playoff fem år i træk og har spillet i tre AFC Championship-kampe, og at vi nu er Super Bowl-mestre med Joe som MVP (mest værdifulde spiller, red.).

Flacco fastslår, at han ikke har nogle planer om at kaste om sig med pengene.

– Jeg skal ikke ud og lave noget skørt. Jeg skal bare ud at fejre det ved at have det hyggeligt sammen med de mennesker, der er nær på mig. Og så vil vi nok kigge på hinanden og sige ‘mand, kan du tro på, at vi er kommet hertil?’

Inden denne sæson afslog Flacco et kontrakttilbud, der ville have indbragt omkring 15 mio. dollars om året. Det viste sig at være en klog beslutning.

– Jeg syntes, at jeg var mere værd, og jeg kunne ikke se, hvad der skulle kunne ske, som kunne resultere i, at jeg ikke ville blive betalt mere, end hvad de dengang var villige til at give mig.

– Den eneste risiko er, at jeg kunne blive skadet. Jeg har altid troet på, at vi ville opnå noget, selvom jeg ikke vidste, at vi ville vinde Super Bowl, så det hjalp nok situationen lidt på vej.

Kun få timer efter at kontrakten var offentliggjort, levede Flacco op til sine egne ord om at fejre det stille og roligt. Han gik nemlig ind på sin lokale McDonald’s, hvor han bestilte en McNuggets-menu.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu